Omdrejningspunktet for anden dag på masterclass i Explain Pain har været Mick Thacker´s indlæg om smerteteori. Mick er kendt af de fleste for hans evne til at vide stort set alt… Og nu vover han skindet ved at komme med en teori der potentielt set kan kaste lys over dele af det “explanatory gap” 

Det gældende paradigme for smerte kan måske bedst beskrives som “modsætningen til dualisme”. Og selvom vi prøver at forstå det nye paradigme i overensstemmelse med den biopsykosociale model (Engel, G.), så er der stadig lang vej til en simpel og let forståelig model.

I gamle dage troede vi, at smerte var resultatet af nociception. Det var nemt at forstå, og det gav nogle klare retningslinjer for behandling. Måske derfor har den svært ved at blive glemt? For at bruge et citat fra den afdøde fader til moderne smertevidenskab Dr. Patrick Wall: “It´s very difficult to replace a complex model with a simple one…”.

Men manglen på effekt i behandlingen af langvarige smertetilstande kan tyde på, at vores nuværende modeller for hvad smerte er mangelfulde. Med udgangspunkt heri kom Mick med et indspark til debatten.

Tænk ikke på din venstre albue når du læser dette!

Jeg tør godt vædde på, at din venstre albue (eller begge måske hvis du har svært ved at kende højre fra venstre) blev bevidst hos dig da du læste teksten med rødt ovenfor. Og du kunne gøre det uden at bevæge dig og uden brug af stimuli (f.eks. synet). At gøre albuen bevidst kan kaldes “embodyment” (dvs. kropsliggørelse).

Mick´s teori er, at kroppen under normale omstændigheder ikke er kropsliggjort (disembodied) – altså at vi ikke er opmærksomme på vores krop med mindre vi har grund til det. Når vi har brug for at vide hvor vores krop er (f.eks. da du læste overskriften ovenfor – eller når du har ondt) bliver den kropsliggjort (embodied) midlertidigt. Med andre ord så er vi normalt ikke bevidste omkring vores krop, men når vi har brug for det, kan vi blive opmærksomme på den. En proces, der involverer f.eks. erfaringer, proprioception, opmærksomhed og bevidsthed (hvad end “bevidsthed” er…).

Og hvad så? Hvordan skal det hjælpe os med at behandle patienter?

En patient med langvarige smerter vil – jf. Mick´s model – have kropsliggjort den/de kropsdele som “gør ondt” i en situation hvor der ikke længere er en (evolutionær) grund til det. Ved at lære at disembody den smertefulde kropsdel igen (få den ud af bevidstheden), vil smerten forsvinde (da smerte er en bevidst oplevelse i de fleste definitioner). I praksis kender vi det fra situationer hvor vi “glemmer” (disembody) en smerte kortvarigt. Behandling af smerter er derfor at ukropsliggøre (disembody) kroppen igen, således, at de kan indgå i alle livets funktioner (fysiske, kognitive, biologiske, sociale…) uden at komme til bevidsthed når der ikke er behov for det.

Der opstod en god debat bagefter Mick´s foredrag. Her er nogle keypoints:
– Disembody kroppen er ikke det samme som neglect
– Det er normalt IKKE at være bevidst om kroppen hele tiden!
– Det kan være svært at være dualistisk og samtidig acceptere, at kroppen ikke er det samme som kropsliggørelse…

Klinisk set kan jeg f.eks. se modellen forklare:
– tanker om en smertefuld kropsdel er en del af problemet (måske ACT?)
– hvis du kan kropsliggøre den smertefulde legmesdel uden smerter er det relevant terapi (måske stabilitetstræning og manuel terapi?)
– smerter forsvinder midlertidigt når patienter bliver optaget af andre ting (“distraktion”)

Modbeviser?

Der er nogle præmisser i teorien, som kan afprøves. Teorien falder f.eks. hvis der er eksempler på, at smerte ikke er lokaliseret i kroppen (eksempelvist hvis en patient ikke kan lokalisere sin krop, men alligevel har smerter). Altså er det en grundforudsætning, at al smerte mærkes i kroppen. Der er sikkert mange flere “huller” – jeg vil meget gerne høre om dem hvis du ser dem! Skriv dem som kommentar eller send mig en mail.

Vil du vide mere?

Mick har lovet mig et interview til bloggen før jeg rejser hjem – så følg siden på facebook eller tilmeld dig nyhedsbrevet, så modtager du besked så snart det er klart!