Én af de emnespecifikke workshops i dag var om psykologiske faktorers indflydelse på udviklingen af kroniske smerter. Oplægsholderne (Chris Main, Johan Vlaeyen, John McBeth og Julie Fritz) redegjorde for deres holdninger til hvilke risikofaktorer og strategier for behandling de ser til kroniske smerter – men ingen summerede den halvanden-time lange workshop bedre op en professor Jeff Mogil, der stillede dette simple spørgsmål:
“I har redegjort for, at der findes en lang række risikofaktorer. I gør det klart at risikofaktorer associerede, ikke kausale, ift. kronificering. Og I har fortalt, at ingen behandling er langvarigt virkende. Skal vi lære at acceptere, at kroniske smerter er en del af livet og følger reglen om regression to the mean??”
Med andre ord – er kroniske smerter så kompleks en tilstand, at vi skal fokusere alene på at skabe bedst mulige funktionelle resultater for patienten fremfor at bruge tid og oceaner af penge på at behandle?

Der er ikke noget let svar, men spørgsmålet er meget reelt. For hvilken behandling har vi reelt, der har effekt efter to år? For en kliniker bliver spørgsmålet hvornår skal vi acceptere, at smerten er kroniske i den forstand, at behandling (statisisk set) kun vil have midlertidig effekt?

Der findes ingen svar her på kongressen – men jeg vil rigtig gerne høre fra dig hvis du har en klinisk tommelfingerregel som du bruger når du vurderer om nogen er “kroniske”.

Slutteligt et stemningsbillede fra jeres udsendte på feltarbejde i Milano

20120829-163037.jpg