I 2011 blev 1.996 personer “førtidspensioneret” fordi sundhedssystemet i Danmark ikke behandlede dem i tide… Det er konklusionen i en rapport lavet i Danmark for det amerikanske handelskammer. Rapporten spår, at de rette ændringer i sundhedsvæsenet kan spare 2,7 mia i 2020 – og på sigt kan få efterlønnen til at ligne en marginaldiskussion!

De knap 2.000 personer (om året), der er tale om er en gruppe af mennesker, der “kun” har én diagnose og hvor den eneste årsag til social pension er deres helbred. Et forsigtigt gæt fra min side vil være, at mindst 9:10 af dem fejlede “ondt” som deres primære problem (f.eks. diagnosticeret som fibromyalgi, irritabel tyktarm eller kronisk træthedssyndrom).

I følge en artikel i Børsen den 13. september 2012 (“Milliardgevinst ved sygeindsats”) kan der sættes tidligere ind før folk bliver fanget i en glidebane (citat fra Steen Werner Hansen, vicedirektør på Herlev Sygehus). Problemet kan derfor være, at man vælger den billigste behandling først, konkluderer Børsen.

I en let pessimistisk stund er jeg desværre tilbøjelig til at være uenig (for det ville være let at omprioritere penge). Jeg mener ikke, at der er tale om et økonomisk problem i denne sag. Faktisk er mit indtryk, at denne gruppe af mennesker får fuld effekt (omend ikke gavn) af det eksisterende sundhedsvæsen. Jeg tror derfor, at vi skal pege fingrene indad og overveje om vores forståelse for patienternes symptom/lidelse (smerte) er forældet.

Desværre er alt for mange mennesker stadig fanget en slags ny-dualisme hvor vi fastholder specificitetsteorien og betragter smerte som et fænomen, der findes både i fysisk og psykisk form (eller i ‘krop’ og ‘sjæl’ som René Descartes foreslog). Den ‘rigtige smerte’ – menes det tilsyneladende – er forårsaget af nociception og den ‘psykiske smerte’ er forårsaget af problemer ‘indeni’.

Men jeg er helt uenig. Nociception er IKKE det samme som (eller nødvendigt for) at føle smerte.

Jeg foreslår, at læger og andre sundhedsfaglige lytter til hvad f.eks. sociologer, antropologer, filosoffer, matematikere og ikke mindst patienterne kan lære os. Hvorfor er det, at vi accepterer, at vores teenagebørn har “hjertesorger”, at skilsmisser “gør ondt” og at isolation/frygt er toturlignende afstraffelse når vi ikke vil integrere lænderygsmerter, hovedpine og fibromyalgi i en tilsvarende bred kontekst?

Jeg frygter, at manglende forståelse og viden om smerte som fænomen forbliver uændret uanset hvormeget vi “rører i gryden” – hvis vi vil ændre noget (og spare menneskelig lidelse og samfundskroner) skal der nye ingredienser til!

Som konklusion vil jeg derfor råbe så højt som jeg kan, at manglende nociception IKKE er det samme som uforklarlige smerter! I stedet for at jagte “den nociceptive kilde til smerten” vil mange af disse patienter gavne af en bredere forståelse for deres smerte. Men det kræver, at vi – sundhedsvæsenet – ændrer vores vanetænkning.

I henhold til rapporten er det derfor ikke længere et spørgsmål om hvorvidt det kan lade sig gøre at ændre vores vaner – men et spørgsmål om hvor længe velfærdssamfundet kan overleve hvis vi ikke gør det…

Læs mere

Hvis du vil læse mere om hvad smerte i en kulturel sammenhæng kan jeg anbefale:

Morris, David B. “The Culture of Pain” (1993)

Wall, Patrick “The Science of Pain” (2000)

Williams/Bendelow “The Lived Body” (1998)

Du kan også få mere viden på kurserne Explain Pain, Smertefysiologi og Borgere med Smerte