‘The labelling of nociceptors as pain fibres was not an admirable simplification but an unfortunate trivialization’

Wall/McMahon 1986

Et nyt studie fra professor Iannetti’s gruppe i London har vist, at den sensoriske diskrimination af to smertefulde (varme)stimuli er højere på pulpa af fingerne end på håndryggen. Dette er i stærk kontrast til den fysiske tilstedeværelse af nociceptorer (high-threshold sensory fibres), der netop er lavere i pulpa end på håndryggen. Du kan se forsøget forklaret på video her.

Studiet giver yderligere viden om, at nociception ikke er den biologiske udgave af patientens smerteoplevelse. Men vaner kan være svære at bryde – se selv i denne video hvor prof. Iannetti omtaler nociceptorer som ‘smertefibre’  (efter 4:19 minutter).

Reference:

Mancini, F. F., Sambo, C. F. C., Ramirez, J. D. J., Bennett, D. L. H. D., Haggard, P. P., & Iannetti, G. D. G. (2013). A fovea for pain at the fingertips. Current Biology, 23(6), 496–500. doi:10.1016/j.cub.2013.02.008

ORIGINAL POST (26/12-2012):

20120126-084904.jpg

Nociception kan defineres som advarsler fra periferien til CNS (Moseley, 2003), og bør ikke betragtes som andet end et af mange mulige bidrag til smerte, der per definition er en subjektiv oplevelse (IASP). Men er det hyklerisk når nogle folk (mig selv inklusiv) betragter det som essentielt, at vi adskiller de to begreber i daglig tale? For faktum er, at langt de fleste bør opleve, at nociception medfører smerte.

Jeg ville argumentere for at gå videnskabeligt til problemet, og forslå, at vi jo netop kun oplever nociception når det medfører smerte – men at vi sandsynligvis har nociception adskillige gange hver dag uden at det giver CNS anledning tilsat bevidstgøre det (som smerte, ubehag m.v.)

Filosofisk set kunne jeg argumentere for, at grunden til at vi betragter nociception som primærkilden til “normale” (fysiologiske/akutte) smerter, kan være, at der netop er her videnskaben har valgt at fokusere.
Men evidensen er bestemt ikke entydig. Der findes for eksempel neuroner i mellemøret, der kommunikere via Substance P – så principielt set kan lydbølger være en ligeværdig bidragsyder i hverdagen (på lige fod med følesansen). Selv følesansens bidrag bør revurderes da Sally Lawson har ført evidens for, at op til 30% af alle følesansens A-beta neuroner lever op til de samme krav som A-delta fibre, og derfor bør betragtes som nociceptorer.
Så omend vi har god grund til at mistænke følesansens nociceptorer som “usual suspects” i smerteoplevelsen, mener jeg ikke, at vi bør fokusere så entydigt på denne sans når vi vil forstå mekanismerne bag smerteoplevelsen.

Men tilbage til hovedspørgsmålet; er det en akademisk diskussion ude af proportion og uden relevans for klinikeren? I et vist omfang – ja… Men selv den moderne smerteteori’s største bidragsyder, den nu afdøde Pat Wall, mente til det sidste, at den fokus på nociception som årsag til smerte var den største fejl i videnskaben (se referencen nedenfor i linket).

Med fornyet håb fortsætter jeg derfor min vej som hidtil, og betragter de de to fænomener som så forskellige (eller ens) som æg og pasta. Hvad mener du?

Link til nekrolog over prof Patrick D Wall