Central Sensibilisering: Nye teorier

MindKort før jul kunne en gruppe forskere under ledelse af Jürgen Sandkühler fortælle om et revolutionerende nyt koncept, der udfordrer én af de mest basale byggesten i moderne smertevidenskab: Læring (plasticitet) som model for at forstå kroniske smerter.

En såkaldt ‘landmark article’ (en artikel, der definerer et koncept) fra 2003 slår fast, at Central Sensitization og LTP (‘long-term potentiation’) deler mange fælles træk med den grundforskning, der bl.a. gav Eric Kandel Nobelprisen for hans arbejde med hukommelse. I artiklen skriver forfatterne (Ji R-R, Woolf CJ et al.) bl.a. “Analysis of the molecular mechanisms underlying the generation and maintenance of central sensitization and LTP indicates that, although there are differences between the synaptic plasticity contributing to memory and pain, there are also striking similarities.” Og hvor vi til dato har vidst mest om lighederne, giver det nye studie input til forskellene.

Hvad er LTP overhovedet for noget?

woolf-cLong-term potentiation er grundstenen i dét, der af mange bedre kendes som ‘Central Sensibilisering’. I sin reneste form består det af to nerveceller, der kommunikerer både ‘frem’ og ’tilbage’ over den synaptiske kløft. Netto resultatet af LTP er, at signalerne fra én nervecelle føres videre af den næste, eller som Donald Hebb skulle have sagt: Neuron’s that fire together, wire together (= The Hebbbian Rule). Ideen er således, at LTP kun vedrører de nerveceller, der gentagne gange er blevet stimuleret til at ‘samarbejde’, og at resultatet bliver, at det er lettere for dem at ‘genkende’ hinandens signaler. Formålet, set med de evolutionære briller, kan være, at det bliver lettere at sende kvalitativt bedre signaler (mere klare budskaber) fra ét sted (fx huden) til et andet (fx baghornet).

Hvad er så det nye?

uden-navn-2Med forfatterne’s egne ord, så “…opdagede vi en fundamental forskellig form for LTP, der skabes af glia-celle aktivering [red: i stedet for nerveceller], som skabes af signalstoffer […], der kan bevæge sig rundt i cerebrospinalvæsken [red: frem for mono-synaptisk], og som derfor kan påvirke synapser i distante områder af nervesystemet”.

Og hvis du tænker, “og hvad så?”, ja så er forfatterne’s svar, at “Egenskaberne af denne gliogene LTP løser således tidligere uforklarlige fund relateret til hukommelsessport i de nociceptive signalveje, og kan således være underliggende mekanisme bag nogle former for generaliserede (widespread) smerter og hypersensitivitet.”

Det er store ord, men uden at gå i detaljer med indholdet i forsøgene, så kan vi konstatere, at de har publiceret det i Science, der for mange forskere forbliver en uopfyldt drøm.

Kritik?

Der er sikkert mange laboratorier rundt omkring i Verden, der forsøger at se, hvad denne nye påstand betyder for dem. Ét af disse laboratorier kan være på University College London, hvor Dmitri A. Rusakov er professor of Neuroscience. Han her skrevet i et åbent brev til forfatterne, at deres fund kan forklares af en helt anden løsning: At antallet af gluatmat-signalstoffer i en synapse simpelthen overgår antallet af ledige glutamat receptorer (AMPA eller NMDA-typerne), og at glia-cellerne i synapserne (astroglia) bliver påvirket (se figuren nedenfor teksten).
Forskerne tager nu kritikken med ophævet ro, og svarer, at de har taget højde for det, og at det er en ATP-receptor – aldrig en glutamat receptor – de har brugt som ‘mål’ for aktivering. Og de gentager, at “Our data rather suggest that activation of glial cells is not only necessary but also sufficient to induce long-term potentiation of synaptic strength (“gliogenic LTP”)”.

 

figure_1

Hvad kan vi bruge det til

I første omgang er det til glæde for nørder og andet godt folk. Men der forskes intenst i ny medicin, der har effekt på glia-celler, og derfor kan den nye teori give anledning til a) ny forskning, der b) kan lede til bedre behandling og c) øget forståelse for den usynlige folkesygdom (kroniske smerter).

 

Ref:

M. T. KronschlägerR. Drdla-SchuttingM. GassnerS. D. HonsekH. L. TeuchmannJ. Sandkühler; Gliogenic LTP spreads widely in nociceptive pathwaysScience  02 Dec 2016:
Vol. 354, Issue 6316, pp. 1144-1148, DOI: 10.1126/science.aah5715

Ji R-R et al. Central sensitization and LTP: do pain and memory share similar mechanisms? 2003;26(12):696-705. doi:10.1016/j.tins.2003.09.017.

6 kommentarer til “Central Sensibilisering: Nye teorier”

  1. Vazgen Avagian

    God artikel Morten.
    Jeg er nysgerrig på, om vi kan bruge hukkommelses baseret læring under funktionstræning i forbindelse med, at “huske” hvordan kroppen havde det inden smerterne begyndte og funktionstabet indtraf?
    – Hvad tænker du ift. det eller siger jeg noget vollapyk nu?
    Mvh.
    StudFys. Vazgen

    1. Hej Vazgen

      Når det kommer til hvordan vi gør i praksis så skal man ikke lade sig begrænse på forhånd: Virker det man gør så er det godt for denne patient. Men det vil være forkert at påstå at der er et evidensbaseret grundlag for behandlingen… Et kryptisk svar så skriv igen hvis du har brug for uddybning.

      Med venlig hilsen
      Morten

      1. Vazgen Avagian

        Jeg giver et eksempel på en patient jeg havde i praktikken, og tilføjer et tanke-eksperiment, som du kan rette i og tilføje til:
        Borger X kommer ind, har en del komorbiditeter (Type 2 diabetes, nedsat nyre- og leverfunktion, psyk-sociale faktorer som partner med depression og barn med funktionsnedsættelse).
        X har fået en tendinitis i skulderen (højst sandsynligt i supraspinatus ud fra mine kliniske undersøgelser). Dog har smerterne spredt sig ned til 2/3 af armen, og almindelig berøring giver smerter (altså der er allodyni med sekundær hyperalgesi).

        Når jeg træner med X, forsøger jeg at bruge samtale under de enkelte øvelser til at fjerne fokus fra smerten som opstår under bevægelsen, og istedet får X
        til at fokusere på noget andet. Dette gør jeg ved, at spørge ind til, hvilke ting X holder af at lave, og dermed minder X om, at vedkommende har været i stand til at bruge skulderen smertefrit (men uden at påpege det, da det sker på et ubevidst plan).
        kort sagt:
        – Fjerner fokus fra smerter under øvelsen
        – Øvelsen laves uden smerter
        – Tager fat i gamle minder om krop med funktionalitet
        – Ny oplevelse af kroppen og fravær smerter og funktion

        Men mit spørgsmål er, om du tror der er en underliggende mekanisme, som kan forbindes til artiklen ift. konkret klinisk brug af sådanne samtalemetoder eller skal vi måske se det som et større billede?
        – Og ville du have grebet det anerledes an?
        Jeg takker for din tid.
        Mvh.
        StudFys Vazgen

  2. hej igen – din case er følgende: Patienten har ondt. Du gøre noget som du selv anser for at være fornuftigt (dvs. du følger en struktur baseret på en teoretisk viden) og patienten bliver bedre. Det er fint!
    Der er et stykke vej til at kunne vurdere om dét du gjorde kan forklares med den teori du anvendte. Du må for min skyld gerne antage, at du har ændret på deres hukommelse (det er så og sige gratis så længe patienten bliver bedre). Hvis du ser en anden patient på et tidspunkt og denne teori ikke længere passer – så er det tid til at tale med og undersøge patienten grundigt (igen) så du ikke fortsætter med en behandling, der ikke har effekt.
    Summasummarum; dine teorier / forklaringer er brugbare retningslinjer, men du vil opleve, at du ændrer din forståelse løbende og at du (forhåbentligt) ender ud med dusinvis af teorier som du kan anvende til at guide din behandling. Men der er ingen teorier, der kan forudsige et behandlingsoutcome – og det gælder også for Central Sensibiliserings-teorien.
    God arbejds- og studielyst!
    Mvh Morten

    1. Vazgen Avagian

      Tak for dine svar Morten. Det værdsætter jeg.
      Jeg glæder mig til at følge denne her side mere, og tak for al det arbejde du lægger i det.
      Hvordan kan man støtte jer?

      Mvh.
      Vazgen

Skriv et svar