Den dyre smerte

I 2011 blev 1.996 personer “førtidspensioneret” fordi sundhedssystemet i Danmark ikke behandlede dem i tide… Det er konklusionen i en rapport lavet i Danmark for det amerikanske handelskammer. Rapporten spÃ¥r, at de rette ændringer i sundhedsvæsenet kan spare 2,7 mia i 2020 – og pÃ¥ sigt kan fÃ¥ efterlønnen til at ligne en marginaldiskussion!

De knap 2.000 personer (om Ã¥ret), der er tale om er en gruppe af mennesker, der “kun” har én diagnose og hvor den eneste Ã¥rsag til social pension er deres helbred. Et forsigtigt gæt fra min side vil være, at mindst 9:10 af dem fejlede “ondt” som deres primære problem (f.eks. diagnosticeret som fibromyalgi, irritabel tyktarm eller kronisk træthedssyndrom).

I følge en artikel i Børsen den 13. september 2012 (“Milliardgevinst ved sygeindsats”) kan der sættes tidligere ind før folk bliver fanget i en glidebane (citat fra Steen Werner Hansen, vicedirektør pÃ¥ Herlev Sygehus). Problemet kan derfor være, at man vælger den billigste behandling først, konkluderer Børsen.

I en let pessimistisk stund er jeg desværre tilbøjelig til at være uenig (for det ville være let at omprioritere penge). Jeg mener ikke, at der er tale om et økonomisk problem i denne sag. Faktisk er mit indtryk, at denne gruppe af mennesker får fuld effekt (omend ikke gavn) af det eksisterende sundhedsvæsen. Jeg tror derfor, at vi skal pege fingrene indad og overveje om vores forståelse for patienternes symptom/lidelse (smerte) er forældet.

Desværre er alt for mange mennesker stadig fanget en slags ny-dualisme hvor vi fastholder specificitetsteorien og betragter smerte som et fænomen, der findes bÃ¥de i fysisk og psykisk form (eller i ‘krop’ og ‘sjæl’ som René Descartes foreslog). Den ‘rigtige smerte’ – menes det tilsyneladende – er forÃ¥rsaget af nociception og den ‘psykiske smerte’ er forÃ¥rsaget af problemer ‘indeni’.

Men jeg er helt uenig. Nociception er IKKE det samme som (eller nødvendigt for) at føle smerte.

Jeg foreslÃ¥r, at læger og andre sundhedsfaglige lytter til hvad f.eks. sociologer, antropologer, filosoffer, matematikere og ikke mindst patienterne kan lære os. Hvorfor er det, at vi accepterer, at vores teenagebørn har “hjertesorger”, at skilsmisser “gør ondt” og at isolation/frygt er toturlignende afstraffelse nÃ¥r vi ikke vil integrere lænderygsmerter, hovedpine og fibromyalgi i en tilsvarende bred kontekst?

Jeg frygter, at manglende forstÃ¥else og viden om smerte som fænomen forbliver uændret uanset hvormeget vi “rører i gryden” – hvis vi vil ændre noget (og spare menneskelig lidelse og samfundskroner) skal der nye ingredienser til!

Som konklusion vil jeg derfor rÃ¥be sÃ¥ højt som jeg kan, at manglende nociception IKKE er det samme som uforklarlige smerter! I stedet for at jagte “den nociceptive kilde til smerten” vil mange af disse patienter gavne af en bredere forstÃ¥else for deres smerte. Men det kræver, at vi – sundhedsvæsenet – ændrer vores vanetænkning.

I henhold til rapporten er det derfor ikke længere et spørgsmÃ¥l om hvorvidt det kan lade sig gøre at ændre vores vaner – men et spørgsmÃ¥l om hvor længe velfærdssamfundet kan overleve hvis vi ikke gør det…

Læs mere

Hvis du vil læse mere om hvad smerte i en kulturel sammenhæng kan jeg anbefale:

Morris, David B. “The Culture of Pain” (1993)

Wall, Patrick “The Science of Pain” (2000)

Williams/Bendelow “The Lived Body” (1998)

Du kan også få mere viden på kurserne Explain Pain, Smertefysiologi og Borgere med Smerte

3 kommentarer til “Den dyre smerte”

  1. Forklar lige, hvad du mener med en BREDERE forstÃ¥else af smerter…
    Og hvordan denne BREDERE forstÃ¥else vil kunne hjælpe patienten…
    og hvordan en BREDERE forståelse af smerter vil kunne spare samfundet for penge?
    Og hvorfor du mener, at en tidlig indsats (hvilken) vil kunne afhjælpe smerter f.eks. pga. fibromyalgi…

    1. Hej Bente,

      Se venligst svar nedenfor (efter dine spørgsmål):

      Forklar lige, hvad du mener med en BREDERE forstÃ¥else af smerter… : Smerte er IKKE resultatet af nociception, men en definition skal definere ikke udelukke. Derfor er det ikke nok, at at udelukke hvad smerte ikke er. Vi bliver nødt til at forstÃ¥, at mennesker har ondt – og selvom sundhedsprofessionelle ikke kan forstÃ¥ det.

      Og hvordan denne BREDERE forstÃ¥else vil kunne hjælpe patienten…: Hvis professionelle tror, at smerte kun kan opstÃ¥ efter skade eller sygdom – hvad er sÃ¥ konklusionen nÃ¥r patienter har ondt uden en (kendt) skade eller sygdom? Der er historisk grund til at tro, at netop disse mennesker bliver stigmatiseret og misforstÃ¥et som f.eks. “hysteriske”. Her er jeg helt uenig. Det kan ikke være patientens problem, at professionelle og videnskab ikke forstÃ¥r patienten. Jeg tror, at det ville gavne patienterne hvis vi forstod, at det er muligt at have ondt uden at vi kan forstÃ¥ hvorfor. SÃ¥ kunne vi i f.eks. arbejde mod et fælles mÃ¥l (færre smerter, mere funktion i hverdagen) sÃ¥ snart vi har udelukket de sygdomme/skader vi kender.

      og hvordan en BREDERE forstÃ¥else af smerter vil kunne spare samfundet for penge: Mange mennesker med langvarige smerter starter ud med et forløb, der indeholder risikofaktorer for kronicitet (læs evt. mit indlæg om stratificering af patienter) – f.eks. comorbiditet før operation. Jeg tror, at det er muligt at forebygge eller reducere disse mennesker´s lidelse ved en tidlig indsats. Ud over den primære gevinst (et bedre liv til patienten) vil det spare samfundet for penge hvis færre mennesker fÃ¥r kroniske smerter (se mit indlæg om “den dyre smerte”).

      Og hvorfor du mener, at en tidlig indsats (hvilken) vil kunne afhjælpe smerter f.eks. pga. fibromyalgi…: Op mod hver fjerde patient med fibromyalgi (i USA) er diagnosticeret selvom de diagnostiske retningslinjer (fra det amerikanske reumatologi selskab) ikke er opfyldte. Det tolker jeg som et udtryk for, at fibromyalgi er én af de mest anerkendte syndromer, der findes i dag. Men det betyder ogsÃ¥, at vi ikke forstÃ¥r hvad fibromyalgi opstÃ¥r af eller hvordan vi kan forebygge det. I det mindste ikke nÃ¥r vi ser med klassiske briller pÃ¥ sygdommen.
      Men det at have kroniske smerter (som er ét af kardinalsymptomerne i fibromyalgi) medfører for mange mennesker en lang række konsekvenser af social og kulturel art.
      Der er forbløffende få studier af hvordan patienter oplever et liv med fibromyalgi (Raheim & Haland, 2006 er en sjælden undtagelse).

      Hvorfor ved vi sÃ¥ lidt om hvordan patienterne har det? Kan det skyldes, at vi fokuserer (for meget) pÃ¥ at forstÃ¥ nociception fremfor smerte? Jeg tror, at vi kan hjælpe patienter med fibromyalgi bedre ved at forstÃ¥ dem og de problemer de møder i begyndelsen af sygdomsforløbet hvor en stor del af dem skal finde en ny identitet. Vi kan f.eks. lære hvordan vi bedst støtter patienterne i denne proces (fremfor kasse-tænkning som socialrÃ¥dgiverne skal rette sig efter i dag). Vi kan ogsÃ¥ skabe offentlig debat og fokus pÃ¥, at smerten de oplever er lige sÃ¥ rigtig (dog uden udsigt til at stoppe) som nÃ¥r vi andre slÃ¥r os ved et cykelstyrt. Desuden mener jeg, at det vil være i alles interesse, at vi bliver bedre til at fjerne de gamle kulturelle tabu omkring fibromyalgi, og forklare samfundet, at patienterne IKKE lider af “hysteri”, “psykisk smerte” og “kvindelidelser”.

      Samlet set mener jeg, at vi ser for snævert pÃ¥ begrebet smerte. Det er IKKE udelukkende et resultat af nociception – men nociception er det element vi bedst forstÃ¥r. Ved at anskue smerte i et bredere perspektiv kan vi bedre acceptere, at smerte er meget mere end aktionspotientialer i C-fibre og A-delta-fibre.

  2. Pingback: Fibromyalgi vinder over Descartes’ arv | videnomsmerter