Er kroniske smerter en hjernesygdom – del 2

Dette indlæg ser på argumenterne imod at kategorisere kroniske smerter som en hjernesygdom. Læs del 1 her.

Smerte opleves af et individ – ikke af en hjerne

Konkurrenterne til forskningsmidlerne mener ikke, at hjernen alene indeholder løsningen på kroniske smerter. I lighed med deres konkurrenter anerkender de værdien af og behovet for at forske i hjernens funktion, men de ønsker ikke at placere årsagen til de kroniske smerter i hjernen. Dermed har de også sagt, at pengene skal benyttes til at forske i andre måder at forstå smerte på.

Denne argumentationen tager udgangspunkt i at smerte er en bevidst oplevelse, der kun i begrænset omfang kan studeres i hjernen alene. De ønsker at videnskaben i stigende grad skal forstå individet som en del af samfundet. Denne tankegang er i overensstemmelse med Georg Engel’s biopsykosociale model.

Sullivan et al. (2013) spørger retorisk hvorfor smerte i sig selv ikke er anerkendt som et problem? Deres argument modsiger behovet for at give patienter en ‘smerte-diagnose’ for at give anerkendelse. Og den forudsætter, at vi bliver mere opmærksomme på, at smerte i sig selv kan være et problem, der fortjener vores opmærksomhed.

Med andre ord, så er det ikke acceptabelt, at mennesker med kroniske smerter ofte selv er ansvarlig for at finde mening med smerterne og manøvrere sig gennem sundhedsvæsenet. Det ændrer vi først når vi ændrer vores syn på smerter, mener Sullivan og hans medforfattere (2013).

Hvis smerte og hjerne-ændringer bliver kædet sammen i en diagnose vil det medføre, at mange mennesker uden disse ‘diagnosekriterier’ ikke vil få deres smerter anerkendt. Dette imødekommer vi ved at at anerkende smerte i sig selv som et problem.

En anden udfordring, som modstanderne fremhæver, er at sammenkædningen af ‘patologi’ og ‘smerte’ fastholder vores fokus på behandlingen af patologien fremfor smerten. Et praktisk eksempel kan være, at en patient vil modtage behandling indtil patologien er under kontrol – men herefter overlades til sig selv som vi ser det indenfor smertebehandlingen i dag (Sullivan et al. 2013).

Vi bør gå væk fra at behandle patologien og fokusere på at behandle patienten.

Behandlingen bør fokusere på hvilke behov den enkelt patient har – ikke hvordan deres patologi opfører sig. Derfor bør forskningen i kroniske smerter  også involvere sociologi, antropologi, filosofi og en række andre fag, der ikke starter deres fortælling med nociception, men som ser patienten som udgangspunktet.

Konklusion

Sammenfattende (og fri af økonomiske interesser) er der et stort behov for at forstå smerte som et selvstændigt problem. Det er ikke nødvendigt at koble vævsforandringer i f.eks. hjernen til dette problem hvis vi lærer at se smerte som en trussel mod individet fremfor et resultat af nociception.

Risikoen ved at betragte smerte som en sygdom i hjernen er, at vi tildeler hjernen eller dele heraf egenskaber, der rettelig tilhøre individet: Hjernen kan ikke føle smerter – det kan kun individet (organismen).

Så selvom smerteoplevelsen bliver nødt til at involvere hjernen, er der ingen grund til at tro, at smerte opstår i hjernen. Indtil videre er det derfor mest korrekt at fastholde, at smerte ikke føles i hjernen, men af individet. Og det må derfor være med udgangspunkt i individet, at smerte skal forstås.

Du kan læse mere om hjernen og kroniske smerter her:

1. Strukturelle ændringer bag kroniske smerter?

2. Smerte som diagnose?

Referencer

Figur 2: Tracy I, Mantyh P (2007) Neuron 55:3 Davis, K. D. (2013).

Is Chronic Pain a Disease? Evaluating Pain and Nociception Through Self-Report and Neuroimaging. The Journal of Pain, 14(4), 332–333. doi:10.1016/j.jpain.2013.01.002 Sullivan, M. D., Cahana, A., Derbyshire, S., & Loeser, J. D. (2013).

What Does It Mean to Call Chronic Pain a Brain Disease? The Journal of Pain, 14(4), 317–322. doi:10.1016/j.jpain.2012.02.012