Giver du svar som fortjent?

Hvidbogen for rehabilitering anbefaler, at patienten selv har ansvaret for deres rehabilitering, og at fagprofessionelle (sundheds- og socialfaglige) skal rådgive og vejlede patienten således, at hun/han kan træffe de bedste beslutninger for eget helbred. Dette indlæg stiller skarpt på hvad det kan betyde i klinisk praksis.

Et tænke eksempel: Dorte Olsen går til sin læge og klager over smerter i ryggen. Efter en klinisk undersøgelse sendes hun til fysioterapeut. Smerterne kommer og går over de næste to år samtidig med, at hun begynder at få andre smerter i både højre arm og højre ben. Til sidst ender Dorte hos en speciallæge, der på baggrund af anamnese, blodprøver og MR-skanning konkluder, at Dorte har fibromyalgi.

Hvis Dorte er ansvarlig for sin egen rehabilitering, som Hvidbogen anbefaler, skal hun nu selv træffe afgørende valg for hendes fremtid. De valg Dorte skal træffe omfatter bl.a.

1. Hvilken behandling er den rigtige for Dorte?
2. Er diagnosen korrekt eller kan yderligere undersøgelser give en anden diagnose (og evt. anden behandling)?
3. Skal Dorte forberede sig på, at hun får behov for at gå på efterløn og/eller skal hun forvente/kræve  ‘skånehensyn’ for at kunne blive på arbejdsmarkedet i nogle flere år?

Dorte skal ikke løse opgaven alene. Hun har Sundhedsvæsenet til at hjælpe hende – men er vi (de professionelle) klar til at rådgive Dorte? Og er vi overhovedet klar til at give slip på ansvaret for Dortes behandling, sundhed og fremtid?

Hvis Dorte skal kunne tage ansvar er der altså en række opgaver som hun skal have hjælp til. Men det er nyt både for patient og for professionelle. Først og fremmest er det måske væsentligt, at vi ser på hvad ‘ansvaret for egen rehabilitering’ kan betyde i praksis. Mit bud er, at ansvar følger kompetencen. I Dortes tilfælde betyder det, at hun beslutter hvilken behandling, der er den rette for hende. Det kan hun naturligvis ikke gøre uden faglig og evidensbaseret vejledning fra relevante fagprofessionelle.

Som fysioterapeut oplever man af og til, at en patient har forventninger om, at behandling af deres smerter er én og kun én behandling (f.eks. massage) – uden at patienten i øvrigt har forståelse for mekanismer eller evidens for netop denne behandling. Den professionelle skal i den forbindelse kunne sætte sig ind i Dortes situation, og sætte sig ind i hendes behov, forståelsesrammer og problemer.

Herved kan den professionelle sætte sine faglige kompetencer i spil og give sit bud på hvilken behandling, der vil være den bedste for Dorte. Lidt firkantet sagt skal den professionelle – efter min mening – altid tilbyde den eller de bedste behandling(er) under de givne forudsætninger, og lade Dorte afgøre om hun tror, at de tilbudte løsninger er korrekte.

Lad mig for god ordens skyld indskyde, at dette ikke kan være tilfældet hvis patienten er ude af stand til at forstå valgmulighederne (f.eks. kognitive begrænsninger). Nogle sygdomme er desuden af så alvorlig karaktér, at den lægelige beslutning bør iværksættes automatisk (f.eks. genoplivning, behandling af blodpropper og store, akutte skader).

På baggrund af den viden Dorte får skal hun være i stand til at tage ansvar for hende rehabilitering.

Men hvor kan det gå galt?

Når vi giver patienter en anbefaling/vejledning er et ikke sikkert, at patienter har samme viden om f.eks. patologi, epidemiologi, empiri og fysiologi. De vil typisk have forståelse for dele af denne viden, men det er afgørende, at de har tillid til vores beslutning.

I tillæg til denne tillid bør alle patienter nærer en sund mistro til råd og vejledning fra f.eks. sundhedsprofessionelle. Denne ‘sunde skepsis’ retfærdiggøres i accepten af, at vi aldrig kan vide helt nøjagtigt hvordan de oplever problemet (f.eks. smerten). De professionelles forståelse for patienten er med andre ord baseret på kvaliteten af læge-patient kommunikationen. Du kan evt. læse mere om læge-patient kommunikation her.

I praksis er kan det derfor være væsentligt, at vi altid sætter tilstrækkelig tid af til at undervise patienten, så vi opnår samme viden om patientens tilstand når vi forklarer vores konklusioner. Eller sagt mere simpelt; et facit uden mellemregning efterlader tvivl og mistro.

Dette gælder ikke mindst når vi som professionelle anbefaler operation, medicin, øvelser og (især) når vi anbefaler, at man ikke laver flere undersøgelser eller stopper med passiv behandling.

 

“Hvis patienterne skal acceptere vores faglige vurdering, og tage ansvar for at føre den ud i livet, er det ikke nok, at vi véd, hvad den bedste hjælp er – det skal også føles rigtigt for patienten!”

 

Læs mere i del 2

Referencer:

Jeg er modtagelig for forslag…