Hvorfor er der ingen, der kan finde ud af hvad folk med kroniske smerter egentligt fejler?!?

Det sker jævnligt, at jeg bliver kontaktet af fagpersoner og lægfolk, der gerne vil vide hvad kroniske smerter egentligt er. Ofte oplever jeg, at det de rent faktisk gerne vil vide er “hvorfor kan vi ikke behandle dem så de bliver raske”.

Når man tænker på det giver det jo god mening; hvis vi véd hvad, der er galt – så kan jo også helbrede det. Og det er nok også rigtigt i en vis udstrækning. Men der er to ting, der gør sig gældende ved kroniske smerter:
1. Vi forsøger stadig at behandle folk ved at påvirke “input” (det vi antager skaber oplevelsen af smerte) fremfor at forstå hvilke processer der er sat igang
2. Ingen af vores nuværende interventioner (medicin, operation, fysioterapi, akupunktur m.fl.) kan demonstrere effekt i kliniske forsøg

Sagt på en anden måde, så bliver vi nødt til at lære at tænke anderledes. I det nyeste nummer af The Lancet er der en opsamling på hvad vi ved omkring behandling af kroniske ikke-maligne smerter. Se linket til artiklen nederst i denne blog.
Forfatterne konkluderer, at evidensen for effekt af samtlige interventioner er dårlig, og at vi formentligt i adskillige år fremover skal fokuserer på, at øge livskvaliteten hos patienter med kroniske smerter (fremfor at “helbrede” dem).

Men manglende evidens ikke grund til ikke at udvikle sig! Det vil være katastrofalt hvis vi og vores lægelige kolleger “kapitulerer”, og begynder at bruge tiden på at forklare vores patienter, at der intet kan gøres for dem. Det passer ikke! Selvfølgelig kan smerte, livskvalitet mv. ændres. Det er jo biologiske processer. Men vi véd bare ikke hvordan…

Men måske skal vi lære at tænke på kroppen som en biologisk enhed bestående af en lang række gensidigt afhængige systemer (muskelsystem, immunsystem, nervesystem mv.).  Kortvarige ændringer i balancen mellem disse systemer kan formentligt udlignes ved at nogle systemer laver mere eller mindre i en periode. Men langvarig ubalance vil medføre ændrede grundvilkår; kroppen fungerer ikke længere som den gjorde tidligere. Derfor vil patienterne reagerer “anderledes” på sensoriske og ikke-sensoriske stimuli.
Spørgsmålet er, om processen er reversible eller ej. Skal patienten lære at finde en ny “balance” eller kan tiden/behandling (under de rette vilkår) genvinde den oprindelige balance mellem systemerne?

I mellemtiden må vi fortsætte med at stræbe efter “livskvalitet”. Sidst jeg læste op på det var den ikke målbar på hverken spørgeskemaer eller VAS, så tal med patienterne om hvad de ønsker, og gør mål såvel som træning så funktionel som muligt!

Link til artiklen i The Lancet:
Turk et al. Treatment of chronic non-cancer pain. Lancet (2011) vol. 377 (9784) pp. 2226-35