Jeg vågner, da morgenlyset omslutter mig, og overbeviser min bortgåede bevidsthed om at vende tilbage til Verden som jeg efterlod den i går. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvornår jeg går fra den dybe, ubevidste søvn til vågen, men det er betryggende at vågne og konstatere, at de regler og den viden jeg efterlod ved afgangen til drømmeriget i går, stadig har gyldighed. Det er ikke hver dag, at jeg har tid til at bemærke det – men her til morgen slog det mig, hvor fantastisk det er, at jeg kan genbruge viden og erfaring fra dagen før og således er i stand til at fortsætte livet morgen efter morgen.
Klokken nærmer sig 7:30 og jeg får travlt med at udføre morgenritualerne, så jeg lægger taknemmeligheden og ydmygheden overfor ‘livet som det plejer at være’ til side til fordel for en mere praktisk og struktureret rutine bestående af en blanding af social grooming og personlig behovstilfredsstillelse. Da børnene er sendt afsted, og min bedre halvdel har kastet sig over arbejdet, sidder jeg i stilhed og nyder min morgenkaffe og tænker på dagen i går. Det var en god dag – men der er noget ved den, jeg ikke kan slippe. En oplevelse, der ikke er færdig med at ændre min måde at se Verden på. Men det er for tidligt at spå om, hvad det vil ende med.
Allerede på vej til arbejde iklæder jeg mig min mentale klædedragt af professionalisme. Så vidt jeg husker, er det den unge pige med knæsmerter – åhh, hvad er det nu hun hedder? Sofie? Louise? Jeg husker hendes historik, kan genkalde mig resultaterne af de patologiske undersøgelser og véd at resten står noteret i journalen. Men hvad er det nu hun hedder? Nå – det må jeg se at få slået op, inden hun ser mig, tænker jeg, mens jeg svinger ind ad sidevejen og retter fokus mod potentielle parkeringsmuligheder.
Glæden ved at føle mig hjemme – eller rettere på hjemmebane – i klinikken fylder mig med selvtillid og fokus. Det her er min arena, mit colloseum hvor festen og fejringerne af nutidens gud (naturvidenskaben) skal hyldes og ofringerne skal ske. I udgangspunktet er jeg tro overfor min religion (evidensbaseret medicin), og jeg fremhæver gerne lertavlerne med sandheden i form af videnskabelige resultater fra kompliceret forskning formidlet som metaanalyser, signifikante resultater og spændende nye opdagelser. Min religion har mange tilhængere, og selvom jeg ikke er hverken bærer af korset (forsker) eller i præsteembede (professor), så mener jeg nok, at jeg har tilstrækkelig indsigt til at se lyset. Jeg finder tid til, kortvarigt, at rose mig selv for også at turde søge den mørke side: De bløde videnskaber som antropologi, sociologi og filosofi – ja selv de fortabte sjæle indenfor den alternative sundhedsverden har jeg forståelse og accept af. I det mindste i det omfang, at deres behandling medfører relevante resultater, og de samtidig tillader mig at have min grundlæggende religiøse overbevisning. Når jeg tænker over det, burde jeg vel anerkendes for mit åbne sind?
Igen bliver tankerækken afbrudt af virkeligheden – den unge pige (der hedder Charlotte), og hendes moder, smiler og hilser mig godmorgen fra venteområdet. De er i god tid. “To gode tegn: Smil og positive forventninger til behandlingen”, tænker jeg, mens jeg stiller madpakken i køleskabet. Konsultationen forløber – så vidt jeg kan vurdere – meget tilfredsstillede. Smerten har et forudsigeligt mønster, og knæet hæver ikke længere. Charlotte er desuden begyndt i skole igen, og hun er kommet tilbage ind i netværket i frikvartererne såvel som på de sociale medier. Hendes mor fortæller også, at de er begyndt at tale om at rejse på ferie igen. Det havde de ellers afskrevet i en længere periode, fordi de ikke var sikre på, om Charlotte kunne klare flyrejsen.
Dernæst kommer Niels. En ung mand, der tidligere var aktiv skiløber/-træner med et skadestue repertoire, der får en stregspiller i professionel håndbold til at ligne en amatør. Uden helt at kunne pege på en udløsende årsag eller blot på en ‘grund’, begyndte han få ca. fem år siden at få ondt. Ikke som når han brækkede kragebenet, skulderbladet, foden eller en ryghvirvel. Bare ‘ondt’. Og så var han træt, utilpas, i dårligt humør. Også maven volder ham problemer, og søvn er noget han kun får i perioder på op til fem kvarter af gangen. Han husker ikke helt, hvornår han sidst har sovet ‘godt’ eller vågnet udhvilet. De fleste dage føler han det som om han går rundt med en styrthjelm på – som om han lever ét skridt væk fra virkeligheden. Niels har tidligere fået en række forskellige forklaringer på hvad han kan fejle, men han synes ikke helt, at han kan identificere sig med diagnoserne, og han har ikke oplevet, at behandlingen – hverken med medicin eller træning – har gjort hans grundlæggende problem mindre. Jeg fokuserer på at forstå hvad han mener med ‘det grundlæggende problem’, som han kalder det. Først siger han, at det er smerterne, men hvis smerterne var væk ville alt de andre problemer jo stadig være der, siger jeg. “Så skal alle generne væk”, siger han og tilføjer, “men det tror jeg ikke længere på er en mulighed”. Jeg bekræfter, at de hellige tekster fra en lang række ypperstepræster og disciple bekræfter, at sandsynligheden for, at alle hans symptomer forsvinder er så lille, at det ikke bør være et mål for vores behandling. Efter nogen tid lykkes det Niels at forklare mig hvilket problem, han vurderer er det største for ham: Han er bange for, at han ikke er færdig med at blive værre. At han ender med at blive invalid. Efter, at vi har haft denne samtale er det som om, at målet ligger indenfor rækkevidde. Nu er det konkret, og vi kan lægge en plan og evaluere om han føler, at hans dagligdag og ikke mindst hans tanker, bliver lettere at håndtere i takt med, at vi kommer tættere på målet. Inden Niels er ude af døren har vi lagt en plan og aftalt hvornår vi følger op.
Frokostpausen byder på social hygge med mine kolleger. Der bliver udvekslet væddemål omkring resultaterne af den interne golfturnering, og der bliver tid til en kort udveksling af personlige tanker med én af kollegerne.
Der var engang, hvor jeg troede, at langvarige ‘kroniske’ smerter ikke fandtes indenfor eliteidræt. Som om det var en umulighed at være blandt de bedste i Verden og samtidig have ondt. Min næste patient er blot én blandt mange, der beviser det modsatte. På trods af en aktiv karriere indenfor elitesport på verdensplan, lider hun af vedvarende rygsmerter. Alverdens undersøgelser og udredninger har kun bragt en lang række af diagnoser – ofte modstridende – og endnu flere bud på hvordan hun skal lade sig behandle. Hun forklarer, at hun er bange for at gøre noget forkert, så hendes karriere bliver afsluttet utidigt. Hun er forvirret og kan ikke finde ud af om de behandlinger, hun får, er uvirksomme, og hvilke hun bør fortsætte med i håbet om at blive kureret. Hendes erfaring er, at de fleste behandlinger virker rigtig godt i en periode for herefter blot at have kortvarig eller slet ingen effekt. Hun har lært, at smerte enten er et udtryk for ‘svaghed, der forlader kroppen’ (og derfor skal trænes væk), eller at den skyldes en skade, der kan forværres, hvis hun overhører den. Hun søger min hjælp til at kende forskel på ‘de gode’ og ‘de dårlige’ smerter. Jeg genkender øjeblikkeligt fortidens synd, den Cartianske dualisme, og dennes opdeling mellem ‘fysisk’ og ‘psykisk’ smerte. Jeg erkender, at jeg brug for et trumfkort. Noget der kan overbevise hende om, at hendes syn på smerte er baseret på et gammelt og fejlfyldt styresystem, og at en opgradering til en helt ny platform er nødvendig: Selve styresystemet er en del af problemet! Mit trumfkort bliver ubetinget accept af hendes symptomer. “Det giver god mening for mig”, fortæller jeg hende ærligt. “Men det giver kun mening hvis man accepeterer, at smerte ikke skyldes en vævsskade”. Efter en samtale omkring hendes symptomer og nøje udvalgte højdepunkter fra naturvidenskaben og andre observationer, lykkes det mig at konvertere hende til biopsykosocialismen. Hun går der fra med en forståelse for, at hendes tanker om ryggen samt forventninger (til sig selv, andre, behandling og fremtiden) kan være en del af forklaringen på, at hendes rygsmerter kan stige og falde. Vi aftaler, hvordan hun skal prøve hendes nye styresystem af, og hvordan jeg kan støtte hende.
Angsten for at fejle er et grundvilkår for alle mennesker, har jeg hørt Peter Lund (hjerne)Madsen fortælle. Det beroliger mig, da jeg nyder en kop kaffe i stilhed. I mit tilfælde er det frygten for at miste, der fremprovokerer angsten. Miste forstanden, familien, trygheden , vennerne og ikke mindst troen på, at jeg gør en forskel for mine patienter. Jeg betragter ikke mig selv som en Messias, men som en skeptisk betragter. Jeg lytter, føler empati, udfordrer paradigmer og forsøger at skabe forklaringer – men jeg tror ikke, at jeg kender nogle sandheder. I bedste fald er mine tanker om smerte, lidelse og disses behandling, kvalificerede gæt. De skal alle bestå tidens gang og patienternes langsigtede evaluering. En evaluering som jeg desværre alt for ofte ikke indhenter, og derfor ikke kan vide, om min behandling har mere end kortvarig virkning – den mange videnskabsfolk kalder placebo, hvis det går godt, og nocebo når det går den anden vej.
I stilheden vender tankerne tilbage til den oplevelse fra i går. Patienten, der slap væk… Hende, der følte, at jeg overtrådte hendes grænser og som ikke gik fra klinikken med fornyet tro på fremtiden. Hvis jeg bare kunne forklare for mig selv hvad, der gik galt. Jeg synes ikke, at jeg manglede redskaber. Jeg følte ikke, at jeg løb tør for gode argumenter. Jeg følte ikke, at jeg ikke forstod hende. Det var nærmest modsat – det var, som om hun ikke forstod mig. Som om, at hun ikke ville forstå mig. Min logik siger mig, at hun ikke betaler en mindre formue for at bruge et par timer i mit selskab uden i det mindste af have intentionen om at høre, hvad jeg har at sige. Så det må være noget jeg gjorde – eller måske ikke gjorde – der var udslagsgivende. Men hvad?!?
Mit dagdrømmeri bliver afbrudt en en ny kollega. Det er pinligt, at jeg ikke kender hans navn – eller profession. Det viser sig, at han hedder Villiam, og at han er ny vikar i receptionen. Klokken er ved at være mange, så jeg pakker mine ting og cykler hjem. Hjem til familien og til et par åbenbaringer fra et tidsskift med høj impact factor. Artiklerne bekræfter mig i, at der ikke er seriøs udfordring af paradigmet, og at meningen med livet stadig er et mysterie.
Jeg kommer ind i stuen og kan se, at min kone er i gang med at trøste min ældste datter. “Det er ikke let at være teenager”, tænker jeg, og sætter mig med armen om dem begge. Jeg vil vise min støtte og bidrage til at gøre det onde godt igen. Men først må jeg lytte. Det er noget med en sød dreng, der ikke længere er sød. Eller rettere, det er faktisk problemet – han er stadig sød, men ikke så tilgængelig som før. Hun forklarer, at han ikke hverken har sagt eller gjort noget, men at hun kan mærke det på ham. Følelserne kæmper i mig – på den ene side vil jeg bare støtte hende i alt, på den anden vil jeg gerne øse ud af den hårdttjente erfaring, som mit ungdomsliv har kastet af sig. Jeg kan høre på min kone, at hun arbejder med samme udfordring. Det ender med, at min kone indtager rollen som støtte, og jeg kommer, nærmest ubevidst, til at påtage mig rollen som lærer. Jeg overraskes over den klarhed, hvormed mange års erfaring nærmest flyver ud af munden på mig, og føler mig nærmest som Kierkegaard’s lige. Da jeg ikke fornemmer, at denne sandhedens eliksir finder vej til min datters sorgfyldte hjerte, beslutter jeg mig for at lade strømmen af visdom løbe ud over hende en stund endnu. Til min store forundring trænger mine erfaringer slet ikke ind i hendes uskyldsramte Verden. Jeg mindes et ordsprog om heste, men beslutter mig for en mere direkte tilgang. “Kan du bruge noget af det, jeg har fortalt dig”, siger jeg. Og for at tegne en skala, der gør svaret lidt mere nuanceret tilføjer jeg “eller er det rent gak-gak, det jeg siger?”. Stadig intet svar. Jeg undres. Hvorfor ikke? Langsomt mødes jeg af svaret – det var ikke ord, men handling. “Hvorfor?”, tænker jeg. “Hvorfor forstår hun ikke, hvad jeg forsøger at forklare hende?”. Vores forhold er tillidsfyldt og godt – så hvorfor forstår hun mig ikke? Jeg når knap til ende i mine observationer, før jeg selv svarer: “Hun skal selv lære livet at kende – intet jeg har lært kan lære hende livet”. Hun har jo ingen erfaringer at dele, ingen kontekst at placere mine observationer om livet i. Den kommer – og med den, forhåbentligt, en anerkendelse af, at hun ikke er alene med sine følelser.
Jeg har svært ved at koncentere mig om at læse da jeg endelig ligger i min seng. Det er, som om tankerne er et andet sted. Som om der er noget, der er på vej til min bevidsthed – til at blive en erfaring. En erkendelse omkring Verden. Tankerne vender tilbage til hende, der slap væk. Til min følelse af manglende forståelse for hvad, der gik galt. Og til min datter. Billedet af hvordan erfaring skabes gennem livet – og at denne erfaring er forudsætning for gensidig forståelse tegner sig i min bevidsthed. Jeg prøver at sætte ord på: At skabe et narrativ, der kan fastholde min erkendelse. Nu giver det mening for mig. Jeg forstod ikke patienten! Jeg kunne ikke forstå, at de ting jeg tager for givet, ikke findes i hendes liv. Hun lever med smerte og en lang række andre gener, der påvirker hendes liv 24/7. Hun har ikke ti minutters stilhed (eller smertefrihed) til at nyde morgenkaffen og tænke over livet. Hun kan ikke fastholde et job, der giver hende faglige udfordringer og sociale relationer. Og måske vigtigst af alt, hun lever med en konstant dårlig samvittighed over det! Hun lever hver eneste dag med tvivlen om hun har gjort nok, om hun kunne have gjort noget anderledes, og om hun kan holde fast i det tov, der er hendes anker til ‘et normalt liv’. Vores erfaring i livet var for forskellig til, at jeg kunne imødekomme hende. Ikke fordi jeg ikke ville, men måske fordi jeg ikke var åben nok? Nu forstår jeg, at min manglende forståelse for Verden, som hun ser den, umuliggjorde tillidsfuld kommunikation. Måske var det derfor, at hun oplevede mine ord på en måde de ikke var tiltænkt? Måske derfor lod hun sig ikke konvertere til min religion? Måske derfor misforstod hun hensigten med mine ord, min diagnose og forslag til behandling? Måske var hun bedst tjent med, at hun gik uden mine redskaber – faktisk var hun en kvinde fuld af ressourcer. Ressourcer nok til at vide hvornår andre ikke kan hjælpe hende. En følelse af sammenhæng og forståelse følger mig ud af bevidstheden og ned i søvnens sorgløse favn.