Jeg vÃ¥gner, da morgenlyset omslutter mig, og overbeviser min bortgÃ¥ede bevidsthed om at vende tilbage til Verden som jeg efterlod den i gÃ¥r. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvornÃ¥r jeg gÃ¥r fra den dybe, ubevidste søvn til vÃ¥gen, men det er betryggende at vÃ¥gne og konstatere, at de regler og den viden jeg efterlod ved afgangen til drømmeriget i gÃ¥r, stadig har gyldighed. Det er ikke hver dag, at jeg har tid til at bemærke det – men her til morgen slog det mig, hvor fantastisk det er, at jeg kan genbruge viden og erfaring fra dagen før og sÃ¥ledes er i stand til at fortsætte livet morgen efter morgen.
Klokken nærmer sig 7:30 og jeg fÃ¥r travlt med at udføre morgenritualerne, sÃ¥ jeg lægger taknemmeligheden og ydmygheden overfor ‘livet som det plejer at være’ til side til fordel for en mere praktisk og struktureret rutine bestÃ¥ende af en blanding af social grooming og personlig behovstilfredsstillelse. Da børnene er sendt afsted, og min bedre halvdel har kastet sig over arbejdet, sidder jeg i stilhed og nyder min morgenkaffe og tænker pÃ¥ dagen i gÃ¥r. Det var en god dag – men der er noget ved den, jeg ikke kan slippe. En oplevelse, der ikke er færdig med at ændre min mÃ¥de at se Verden pÃ¥. Men det er for tidligt at spÃ¥ om, hvad det vil ende med.
Allerede pÃ¥ vej til arbejde iklæder jeg mig min mentale klædedragt af professionalisme. SÃ¥ vidt jeg husker, er det den unge pige med knæsmerter – Ã¥hh, hvad er det nu hun hedder? Sofie? Louise? Jeg husker hendes historik, kan genkalde mig resultaterne af de patologiske undersøgelser og véd at resten stÃ¥r noteret i journalen. Men hvad er det nu hun hedder? NÃ¥ – det mÃ¥ jeg se at fÃ¥ slÃ¥et op, inden hun ser mig, tænker jeg, mens jeg svinger ind ad sidevejen og retter fokus mod potentielle parkeringsmuligheder.
Glæden ved at føle mig hjemme – eller rettere pÃ¥ hjemmebane – i klinikken fylder mig med selvtillid og fokus. Det her er min arena, mit colloseum hvor festen og fejringerne af nutidens gud (naturvidenskaben) skal hyldes og ofringerne skal ske. I udgangspunktet er jeg tro overfor min religion (evidensbaseret medicin), og jeg fremhæver gerne lertavlerne med sandheden i form af videnskabelige resultater fra kompliceret forskning formidlet som metaanalyser, signifikante resultater og spændende nye opdagelser. Min religion har mange tilhængere, og selvom jeg ikke er hverken bærer af korset (forsker) eller i præsteembede (professor), sÃ¥ mener jeg nok, at jeg har tilstrækkelig indsigt til at se lyset. Jeg finder tid til, kortvarigt, at rose mig selv for også at turde søge den mørke side: De bløde videnskaber som antropologi, sociologi og filosofi – ja selv de fortabte sjæle indenfor den alternative sundhedsverden har jeg forstÃ¥else og accept af. I det mindste i det omfang, at deres behandling medfører relevante resultater, og de samtidig tillader mig at have min grundlæggende religiøse overbevisning. NÃ¥r jeg tænker over det, burde jeg vel anerkendes for mit Ã¥bne sind?
Igen bliver tankerækken afbrudt af virkeligheden – den unge pige (der hedder Charlotte), og hendes moder, smiler og hilser mig godmorgen fra venteomrÃ¥det. De er i god tid. “To gode tegn: Smil og positive forventninger til behandlingen”, tænker jeg, mens jeg stiller madpakken i køleskabet. Konsultationen forløber – sÃ¥ vidt jeg kan vurdere – meget tilfredsstillede. Smerten har et forudsigeligt mønster, og knæet hæver ikke længere. Charlotte er desuden begyndt i skole igen, og hun er kommet tilbage ind i netværket i frikvartererne sÃ¥vel som pÃ¥ de sociale medier. Hendes mor fortæller ogsÃ¥, at de er begyndt at tale om at rejse pÃ¥ ferie igen. Det havde de ellers afskrevet i en længere periode, fordi de ikke var sikre pÃ¥, om Charlotte kunne klare flyrejsen.
Dernæst kommer Niels. En ung mand, der tidligere var aktiv skiløber/-træner med et skadestue repertoire, der fÃ¥r en stregspiller i professionel hÃ¥ndbold til at ligne en amatør. Uden helt at kunne pege pÃ¥ en udløsende Ã¥rsag eller blot pÃ¥ en ‘grund’, begyndte han fÃ¥ ca. fem Ã¥r siden at fÃ¥ ondt. Ikke som nÃ¥r han brækkede kragebenet, skulderbladet, foden eller en ryghvirvel. Bare ‘ondt’. Og sÃ¥ var han træt, utilpas, i dÃ¥rligt humør. OgsÃ¥ maven volder ham problemer, og søvn er noget han kun fÃ¥r i perioder pÃ¥ op til fem kvarter af gangen. Han husker ikke helt, hvornÃ¥r han sidst har sovet ‘godt’ eller vÃ¥gnet udhvilet. De fleste dage føler han det som om han gÃ¥r rundt med en styrthjelm pÃ¥ – som om han lever ét skridt væk fra virkeligheden. Niels har tidligere fÃ¥et en række forskellige forklaringer pÃ¥ hvad han kan fejle, men han synes ikke helt, at han kan identificere sig med diagnoserne, og han har ikke oplevet, at behandlingen – hverken med medicin eller træning – har gjort hans grundlæggende problem mindre. Jeg fokuserer på at forstÃ¥ hvad han mener med ‘det grundlæggende problem’, som han kalder det. Først siger han, at det er smerterne, men hvis smerterne var væk ville alt de andre problemer jo stadig være der, siger jeg. “SÃ¥ skal alle generne væk”, siger han og tilføjer, “men det tror jeg ikke længere pÃ¥ er en mulighed”. Jeg bekræfter, at de hellige tekster fra en lang række ypperstepræster og disciple bekræfter, at sandsynligheden for, at alle hans symptomer forsvinder er sÃ¥ lille, at det ikke bør være et mÃ¥l for vores behandling. Efter nogen tid lykkes det Niels at forklare mig hvilket problem, han vurderer er det største for ham: Han er bange for, at han ikke er færdig med at blive værre. At han ender med at blive invalid. Efter, at vi har haft denne samtale er det som om, at mÃ¥let ligger indenfor rækkevidde. Nu er det konkret, og vi kan lægge en plan og evaluere om han føler, at hans dagligdag og ikke mindst hans tanker, bliver lettere at hÃ¥ndtere i takt med, at vi kommer tættere pÃ¥ mÃ¥let. Inden Niels er ude af døren har vi lagt en plan og aftalt hvornÃ¥r vi følger op.
Frokostpausen byder på social hygge med mine kolleger. Der bliver udvekslet væddemål omkring resultaterne af den interne golfturnering, og der bliver tid til en kort udveksling af personlige tanker med én af kollegerne.
Der var engang, hvor jeg troede, at langvarige ‘kroniske’ smerter ikke fandtes indenfor eliteidræt. Som om det var en umulighed at være blandt de bedste i Verden og samtidig have ondt. Min næste patient er blot én blandt mange, der beviser det modsatte. PÃ¥ trods af en aktiv karriere indenfor elitesport pÃ¥ verdensplan, lider hun af vedvarende rygsmerter. Alverdens undersøgelser og udredninger har kun bragt en lang række af diagnoser – ofte modstridende – og endnu flere bud pÃ¥ hvordan hun skal lade sig behandle. Hun forklarer, at hun er bange for at gøre noget forkert, sÃ¥ hendes karriere bliver afsluttet utidigt. Hun er forvirret og kan ikke finde ud af om de behandlinger, hun fÃ¥r, er uvirksomme, og hvilke hun bør fortsætte med i hÃ¥bet om at blive kureret. Hendes erfaring er, at de fleste behandlinger virker rigtig godt i en periode for herefter blot at have kortvarig eller slet ingen effekt. Hun har lært, at smerte enten er et udtryk for ‘svaghed, der forlader kroppen’ (og derfor skal trænes væk), eller at den skyldes en skade, der kan forværres, hvis hun overhører den. Hun søger min hjælp til at kende forskel pÃ¥ ‘de gode’ og ‘de dÃ¥rlige’ smerter. Jeg genkender øjeblikkeligt fortidens synd, den Cartianske dualisme, og dennes opdeling mellem ‘fysisk’ og ‘psykisk’ smerte. Jeg erkender, at jeg brug for et trumfkort. Noget der kan overbevise hende om, at hendes syn pÃ¥ smerte er baseret pÃ¥ et gammelt og fejlfyldt styresystem, og at en opgradering til en helt ny platform er nødvendig: Selve styresystemet er en del af problemet! Mit trumfkort bliver ubetinget accept af hendes symptomer. “Det giver god mening for mig”, fortæller jeg hende ærligt. “Men det giver kun mening hvis man accepeterer, at smerte ikke skyldes en vævsskade”. Efter en samtale omkring hendes symptomer og nøje udvalgte højdepunkter fra naturvidenskaben og andre observationer, lykkes det mig at konvertere hende til biopsykosocialismen. Hun gÃ¥r der fra med en forstÃ¥else for, at hendes tanker om ryggen samt forventninger (til sig selv, andre, behandling og fremtiden) kan være en del af forklaringen pÃ¥, at hendes rygsmerter kan stige og falde. Vi aftaler, hvordan hun skal prøve hendes nye styresystem af, og hvordan jeg kan støtte hende.
Angsten for at fejle er et grundvilkÃ¥r for alle mennesker, har jeg hørt Peter Lund (hjerne)Madsen fortælle. Det beroliger mig, da jeg nyder en kop kaffe i stilhed. I mit tilfælde er det frygten for at miste, der fremprovokerer angsten. Miste forstanden, familien, trygheden , vennerne og ikke mindst troen pÃ¥, at jeg gør en forskel for mine patienter. Jeg betragter ikke mig selv som en Messias, men som en skeptisk betragter. Jeg lytter, føler empati, udfordrer paradigmer og forsøger at skabe forklaringer – men jeg tror ikke, at jeg kender nogle sandheder. I bedste fald er mine tanker om smerte, lidelse og disses behandling, kvalificerede gæt. De skal alle bestÃ¥ tidens gang og patienternes langsigtede evaluering. En evaluering som jeg desværre alt for ofte ikke indhenter, og derfor ikke kan vide, om min behandling har mere end kortvarig virkning – den mange videnskabsfolk kalder placebo, hvis det gÃ¥r godt, og nocebo nÃ¥r det gÃ¥r den anden vej.
I stilheden vender tankerne tilbage til den oplevelse fra i gÃ¥r. Patienten, der slap væk… Hende, der følte, at jeg overtrÃ¥dte hendes grænser og som ikke gik fra klinikken med fornyet tro pÃ¥ fremtiden. Hvis jeg bare kunne forklare for mig selv hvad, der gik galt. Jeg synes ikke, at jeg manglede redskaber. Jeg følte ikke, at jeg løb tør for gode argumenter. Jeg følte ikke, at jeg ikke forstod hende. Det var nærmest modsat – det var, som om hun ikke forstod mig. Som om, at hun ikke ville forstÃ¥ mig. Min logik siger mig, at hun ikke betaler en mindre formue for at bruge et par timer i mit selskab uden i det mindste af have intentionen om at høre, hvad jeg har at sige. SÃ¥ det mÃ¥ være noget jeg gjorde – eller mÃ¥ske ikke gjorde – der var udslagsgivende. Men hvad?!?
Mit dagdrømmeri bliver afbrudt en en ny kollega. Det er pinligt, at jeg ikke kender hans navn – eller profession. Det viser sig, at han hedder Villiam, og at han er ny vikar i receptionen. Klokken er ved at være mange, så jeg pakker mine ting og cykler hjem. Hjem til familien og til et par Ã¥benbaringer fra et tidsskift med høj impact factor. Artiklerne bekræfter mig i, at der ikke er seriøs udfordring af paradigmet, og at meningen med livet stadig er et mysterie.
Jeg kommer ind i stuen og kan se, at min kone er i gang med at trøste min ældste datter. “Det er ikke let at være teenager”, tænker jeg, og sætter mig med armen om dem begge. Jeg vil vise min støtte og bidrage til at gøre det onde godt igen. Men først mÃ¥ jeg lytte. Det er noget med en sød dreng, der ikke længere er sød. Eller rettere, det er faktisk problemet – han er stadig sød, men ikke sÃ¥ tilgængelig som før. Hun forklarer, at han ikke hverken har sagt eller gjort noget, men at hun kan mærke det pÃ¥ ham. Følelserne kæmper i mig – pÃ¥ den ene side vil jeg bare støtte hende i alt, pÃ¥ den anden vil jeg gerne øse ud af den hÃ¥rdttjente erfaring, som mit ungdomsliv har kastet af sig. Jeg kan høre pÃ¥ min kone, at hun arbejder med samme udfordring. Det ender med, at min kone indtager rollen som støtte, og jeg kommer, nærmest ubevidst, til at pÃ¥tage mig rollen som lærer. Jeg overraskes over den klarhed, hvormed mange Ã¥rs erfaring nærmest flyver ud af munden pÃ¥ mig, og føler mig nærmest som Kierkegaard’s lige. Da jeg ikke fornemmer, at denne sandhedens eliksir finder vej til min datters sorgfyldte hjerte, beslutter jeg mig for at lade strømmen af visdom løbe ud over hende en stund endnu. Til min store forundring trænger mine erfaringer slet ikke ind i hendes uskyldsramte Verden. Jeg mindes et ordsprog om heste, men beslutter mig for en mere direkte tilgang. “Kan du bruge noget af det, jeg har fortalt dig”, siger jeg. Og for at tegne en skala, der gør svaret lidt mere nuanceret tilføjer jeg “eller er det rent gak-gak, det jeg siger?”. Stadig intet svar. Jeg undres. Hvorfor ikke? Langsomt mødes jeg af svaret – det var ikke ord, men handling. “Hvorfor?”, tænker jeg. “Hvorfor forstÃ¥r hun ikke, hvad jeg forsøger at forklare hende?”. Vores forhold er tillidsfyldt og godt – sÃ¥ hvorfor forstÃ¥r hun mig ikke? Jeg nÃ¥r knap til ende i mine observationer, før jeg selv svarer: “Hun skal selv lære livet at kende – intet jeg har lært kan lære hende livet”. Hun har jo ingen erfaringer at dele, ingen kontekst at placere mine observationer om livet i. Den kommer – og med den, forhÃ¥bentligt, en anerkendelse af, at hun ikke er alene med sine følelser.
Jeg har svært ved at koncentere mig om at læse da jeg endelig ligger i min seng. Det er, som om tankerne er et andet sted. Som om der er noget, der er pÃ¥ vej til min bevidsthed – til at blive en erfaring. En erkendelse omkring Verden. Tankerne vender tilbage til hende, der slap væk. Til min følelse af manglende forstÃ¥else for hvad, der gik galt. Og til min datter. Billedet af hvordan erfaring skabes gennem livet – og at denne erfaring er forudsætning for gensidig forstÃ¥else tegner sig i min bevidsthed. Jeg prøver at sætte ord pÃ¥: At skabe et narrativ, der kan fastholde min erkendelse. Nu giver det mening for mig. Jeg forstod ikke patienten! Jeg kunne ikke forstÃ¥, at de ting jeg tager for givet, ikke findes i hendes liv. Hun lever med smerte og en lang række andre gener, der pÃ¥virker hendes liv 24/7. Hun har ikke ti minutters stilhed (eller smertefrihed) til at nyde morgenkaffen og tænke over livet. Hun kan ikke fastholde et job, der giver hende faglige udfordringer og sociale relationer. Og mÃ¥ske vigtigst af alt, hun lever med en konstant dÃ¥rlig samvittighed over det! Hun lever hver eneste dag med tvivlen om hun har gjort nok, om hun kunne have gjort noget anderledes, og om hun kan holde fast i det tov, der er hendes anker til ‘et normalt liv’. Vores erfaring i livet var for forskellig til, at jeg kunne imødekomme hende. Ikke fordi jeg ikke ville, men mÃ¥ske fordi jeg ikke var Ã¥ben nok? Nu forstÃ¥r jeg, at min manglende forstÃ¥else for Verden, som hun ser den, umuliggjorde tillidsfuld kommunikation. MÃ¥ske var det derfor, at hun oplevede mine ord pÃ¥ en mÃ¥de de ikke var tiltænkt? MÃ¥ske derfor lod hun sig ikke konvertere til min religion? MÃ¥ske derfor misforstod hun hensigten med mine ord, min diagnose og forslag til behandling? MÃ¥ske var hun bedst tjent med, at hun gik uden mine redskaber – faktisk var hun en kvinde fuld af ressourcer. Ressourcer nok til at vide hvornÃ¥r andre ikke kan hjælpe hende. En følelse af sammenhæng og forstÃ¥else følger mig ud af bevidstheden og ned i søvnens sorgløse favn.
You must log in to post a comment.