Som praktiserende i landets anden største kommune må jeg konstatere, at desto mere magt kommunen får over praksissektoren – desto ringere bliver servicen.
Kommunal service er et udhulet begreb. Det er ikke fordi jeg har noget i mod, at der bliver stillet krav til praksissektoren. Selvfølgelig skal vi levere en kvalitetssikret vare. Det er bl.a. det de praktiserende fysioterapeuter selv financiere i form af det kommende NIP (nationale indikator projekt) på rygområdet. Vi skal finde ud af hvilke værdier/kvaliteter, der kan bruges til at vurdere kvaliteten af det arbejde vi leverer.
Men jeg oplever, at der desværre er alt for stort fokus på at skære ned og udhule servicen til borgeren. Det varer ikke længe for vi skal spørge os selv om fysioterapi overhovedet er nødvendigt – hvis bare alle kommunerne sænker standarden tilstrækkeligt, så kan vi sagtens spare os gennem de næste to-tre år. Men hvad så derefter? Når antallet af kronikkere er vokset og når praksissektoren er kørt helt ned (ingen højt-uddannede medarbejdere, ingen mulighed for træning, kun behandlinger der kan tjene huslejen hjem). Skal kommunerne så selv løse dette problem? Hvordan? Med hvilke midler??
Sundhed er ikke en kommunal opgave – den skal løftes af Staten således, at praksissektoren kan smelte delvist sammen med sygehuse og universiteter. Kun på den måde kan vi sikre et acceptabelt niveau af service og kvalitet hos praktiserende læger, fysioterapeuter, tandlæger m.fl.
Budskabet er klart; stop med at tisse i bukserne for at holde varmen! Tænk ud over den næste valgperiode!!!
You must log in to post a comment.