Nekrolog: Smerte-receptoren er død

Det andet mest søgte ord, der leder læsere til min blog er… “smerte receptor”… Jeg håber, at de samme læsere er har slettet ordet fra deres vokabular inden de forlader siden. Derfor har jeg dedikeret denne blog til “smerte receptorerne” – og håber, at det bliver en værdi nekrolog!

International Association for the Study of Pain opdaterer løbende de mest anvendte ord i relation til smerte. Deres definitioner findes her IASP Taksonomy.

På listen fremgår ordet “Smerte receptor” (pain receptor) ikke – og det burde det heller ikke.. Vi har jo heller ikke “sult-receptorer” eller “glad-receptorer”! Men ikke desto mindre er der stadig mange (fagpersoner), der bruger termer som “smertenerver”, “smerte receptorer” og “smerte signaler”. Og nettet er fuld af fine grafiske fremstillinger af hvordan smerten skabes hvor skaden er sket, og transporteres op til vores bevidsthed. Det er i midlertid ikke mere rigtigt end at børn (og voksne) er i livsfare hvis de bader op til 29 minutter efter de har spist deres medbragte mad (sådan som jeg lærte det fra OBS! i TV år efter år i min barndom). Læs evt. mit indlæg om nociception og smerte for uddybning.

Den biopsykosociale model

Videnskaben har rykket sig langt væk fra det dualistiske paradigme hvor krop og sjæl/sind var adskilte enheder – og hvor man kunne være “rigtigt” syg (altså underforstået syg i kroppen) eller sindsyg. I den sidste kategori kunne man lettere finde plads til de, der ikke passede i den første. Og de stakler, der ikke bare havde en skade, og som samtidig blev opfattet som havende en problematisk personlighed (f.eks. flegmatiske) var nok de nemmeste at kategorisere – og dermed at misforstå.

Én af antagelserne som den dualistiske (biomedicinske) anskuelse medførte var, at smerte var et eksternt stimulus. Dette blev understøttet af observationer som f.eks. at når man fjernede det eksterne problem (f.eks. bakterien, inflammationen eller splinten) og lod kroppen hele op, så forsvandt smerten.

Jeg forestiller mig hvordan den almægtige ekspert (lægen, fysioterapeuten, sygeplejersken…) har været frustreret over at blive belemret med patienternes (fagligt irrelevante) psykiske klager, når alt hvad vi kunne gøre for patienten var fysiske (undtagen at sende dem til psykiater eller psykolog).

Måske foranledt af denne frustration – og for at gøre det mere simpelt for patienterne at forstå? – omdøbte man nociceptorerne (som alle “vidste” var selve årsagen til smerten) til smerte receptorer. På den måde kunne man lettere forklare, at den fysiske smerte var under kontrol – men at det var den psykiske smerte, der skulle arbejdes med. Det var beklageligt, hvis patienten led af den ulykkelige kombination af “fysisk smerte” og “psykisk smerte”.

Tingene ændrer sig – men langsomt…

Den dag i dag oplever jeg stadig patienter, der bliver frustrerede og irriterede når jeg fortæller, at det er normalt, at man kan ondt uden en vævsskade. Nogle patienter ser bebrejdende på mig, og siger, at det ikke er noget psykisk. Implicit fortæller patienten, at de ikke forstår hvordan man kan være “uskadet” og have ondt.

Jeg oplever, at det i disse situationer er nødvendigt at bruge tid på at uddanne patienten til at forstå deres smerte (symptomer) i et mere nutidigt lys – herunder at psykisk og fysisk er to sider af samme sag. De er ikke to enheder (som “Yin og Yang”) men ét (som “Tao” for at blive i den østerlandske filosofi). Ordene i sig selv er uhjælpelige når vi forsøger at beskrive grader af en tilstand. Det skyldes ikke mindst vores kulturelle for-forståelse af ordene: Brugen af det en

e automatisk ekskluderer det andet. Sagt på en anden måde, så oplever jeg, at mange patienter (og professionelle) ekskluderer en “fysisk” forklaring når der er fundet en passende “psykisk” – og viseversa. Men G. Engel´s Biopsykosociale model gør op med denne dikotomi. Psykisk er fysisk beskrevet på en anden måde – og omvendt! Der findes (sandsynligvis) ikke en situation (i raske/normale mennesker) hvor en oplevelse er 100% det ene eller det andet (i modsætning til Yin/Yang). Kroppen reagerer på tanker, såvel som tanker påvirkes af vores krop.

Hvad så nu?

Når fagbøger, professionelle, websites/blogs og nyhedsmedier taler om “smerte receptorer” må man derfor nødvendigvis betragte deres udmeldinger med en vis retorisk skepsis. Med retorisk skepsis mener jeg, at budskabet stadig kan være reelt og værdifuldt, men at nøjagtigheden i budskabet kan mangle (med mindre der er tale om en bevidst udfordring til den eksisterende forståelse af smerte).

For modtageren af budskabet betyder det i værste fald, at vi foranledes til at tro, at der findes “smerte receptorer”, eller at vi mister tilliden til den, der bringer budskabet fordi de ikke er opdateret i deres sprogbrug. Sidstnævnte er en stor faktor på uddannelsesinstitutioner hvor jeg selv har erfaring med studerende, der føler sig splittet mellem at “tro” på den ene underviser fremfor den anden – ikke fordi budskaberne mellem de to undervisere er forskelligt, men fordi deres sprogbrug skaber uforsonelige dilemmaer for modtagerne.

Hvil i fred “smerte receptor” – vi tager godt i mod din forgænger og efterfølger: Nociceptoren…