Patients oplevelser – er det videnskab?

Som menneske kan vi opleve Verden og forklare vores oplevelser til andre. Men den naturvidenskabelige metode har indtil videre ikke haft held med at studere smerte som en oplevelse, og strander derfor ofte ved at associere nociception til smerte. Men en voksende gruppe af smerteforskere søger nye veje…

I maj 2012 bragte jeg et interview med Dr. Mick Thacker, der talte om hvordan patientens oplevelser (første-person oplevelser) er afgørende for at videreudvikle teorier om, hvad smerte er. Baggrunden for hans forslag er, at der er konsensus om, at smerte er en oplevelse – ikke et stimuli. Dermed kan nociception i sig selv ikke forklare, hvad smerte er.

På den anden side er netop viden om nociception det mest veldokumenterede, objektive mål for hvornår dyr udviser en afværgeadfærd (fortolket som udtryk for smerte). Så der er en masse brugbar viden at hente hvis vi kan finde et link mellem nociception og smerte.

For at nå dertil skal vi lære at måle/dokumentere, hvornår en patient oplever smerte, så vi kan sammenholde det med mængden af nociception og andre “input”, der formodes at påvirke smerteoplevelsen. I litteraturen beskrives dette som tredje-person beskrivelse af første-person domæner.

Én af de første, der tog fat på at anvende patienternes oplevelse, i relation til tredje-person-målinger af oplevelsen var Francisco Varela som kaldte det for neurofænomenologi. Ordet består af neuro (nervesystem) og fænomenologi (en filosofisk disciplin baseret på Merleau-Ponty´s teorier, der betragtes som en direkte kontrast til Descartes´ dualistiske teorier). Varela har bl.a. fokuseret på buddhismens lære ift. selvforståelse og selvindsigt som eksempel på, hvordan mennesker kan lære at forstå deres egne oplevelser (og formidle dem), og foreslår, at man kombinerer patientens ekspertise i at forklare egne oplevelser med naturvidenskabelige metoder (f.eks. fMRI og fysiologiske målinger) for at lede efter konsistens og associationer.

På mange måder er neurofænomenologi (og “first-person neuroscience” som andre kalder det) et link mellem patientens smerte og videnskabens ønske om at objektivisere. Og samtidig er den et opgør med nociception som eneste/primær generator af smerte.

I øjeblikket er såvel teorier som reelle metoder til at studere patienternes oplevelser meget begrænsede. Men mere end et hundrede års intens forskning i nociception har ikke formået at skabe sammenhæng mellem nociception/aktionspotentialer og smerte/oplevelser så måske er det på tide, at vi ryster posen og ser os om efter et nyt videnskabeligt paradigme?

Du kan læse mere om first-person neuroscience og fænomenologi her:

Varela, F. J. (1996). Neurophenomenology: a methodological remedy for the hard problem. Journal of Consciousness Studies.

Varela, F. J., & Shear, J. (1999). First-person methodologies: What, why, how. Journal of Consciousness Studies.

Leder, D. (1984). Medicine and Paradigms of Embodiment. Journal of Medicine and Philosophy, 9(1), 29–44. doi:10.1093/jmp/9.1.29

Leder, D. (2005). Moving Beyond “Mind” and “Body.” Philosophy, Psychiatry, & Psychology, 12(2), 109–113.

Thacker, M. A., & Moseley, G. L. (2012). First-person neuroscience and the understanding of pain. The Medical Journal of Australia, 196(6), 410–411. doi:10.5694/mja12.10468

Bøger om emnet

Varela, F. J., Thompson, E., & Rosch, E. (1992). The Embodied Mind. MIT Press.

Leder, D. (1990). The Absent Body. University Of Chicago Press.

Merleau-Ponty, M. (2002). Phenomenology of Perception. Routledge.