Jeg er blevet interviewet til Danske Fysioterapeuter’s medlemsblad i forbindelse med et symposium, jeg er medarrangør af senere på året. Formålet med symposiet er at oplyse om nogle af de muligheder, der findes for at hjælpe mennesker med kroniske smerter, som er i risiko for at miste deres arbejde. Men det var svært at blive hørt og ikke misforstået, så jeg har besluttet at uddybe mine tanker her…

De to største myter når, det kommer til job og smerte, er a) at det er skadeligt at arbejde, og b) at arbejde ikke må gøre ondt. Og her bliver det pludselig meget komplekst – for i mange mennesker’s bevidsthed lyder det som om, at mennesker, der ikke kan arbejde og som har smerter “bare skal tage sig sammen”. MEN DET ER IKKE DET JEG SIGER!

Lad mig forklare lidt nærmere:

Jeg siger IKKE at arbejde er en glæde, og folk med smerter bare skal tage sig sammen
Det er åbenlyst forkert at antage, at alle mennesker nyder at gå på arbejde. Og det er endnu mere forkert at tro, at lysten til at arbejde forstærkes, når man har smerter. Men heldigvis vil langt de fleste smerter gå i sig selv igen, og når smerten forsvinder, vil lysten til at arbejde typisk vende tilbage til samme udgangspunkt som før – med mindre man oplever, at smerterne er direkte relateret til arbejdet.

Når arbejdet gør ondt

For nogle mennesker bliver smerten et livsvilkår. Det betyder, at smerte er en tilbagevendende oplevelse, som nogle gange forværres af eller i forbindelse med arbejdet.

Her kommer myterne i spil og kan få os til at tro, at når smerterne opstår, mens vi er på arbejde, så skyldes smerterne arbejdet. Det er bestemt en mulighed. Men der er faktisk ikke noget, der tyder på, at [normalt] arbejde giver vedvarende smerter. Når det er sagt, så er der naturligvis nogle typer af arbejde, der medfører øget belastning – og nogle gange vævsskader – og dette kan medføre smerter, der bygges op over tid. Smerter, der passer i denne kategori – som vi kan kalde [Arbejdsrelaterede smerter] – bør forsvinde, så snart arbejdet reduceres, ændres eller ophører. Hvis du ikke kan lide ordet Arbejdsrelaterede smerter, så har jeg sat det i [ ] så du selv kan finde på et bedre ord.

Det er vigtigt at påpege, at hvis arbejdet gør os syge, så er det arbejdet, der er problemet. Hertil har vi lovgivning og regler, som skal beskytte os.

…der er faktisk ikke noget, der tyder på, at [normalt] arbejde giver vedvarende smerter.

[Arbejdsrelaterede smerter] kan være en kombination af jobbet og os. En nylig meta-analyse viser fx at mennesker, der arbejder på kontor kan reducere nakke- og skuldersmerter ved at styrketræne. En mulig forklaring kan være, at kontorarbejde er forholdsvist inaktivt, og at øget muskelstyrke kan hjælpe os, så vi bedre kan ‘holde til arbejdet’.

Men hvis vi fx ser på undersøgelser af hvor mange danskere, der har smerter i ryggen, så er tallene skræmmende; 880.000 danskere har lænderygsmerter (2010-tal), og 20% af det samlede antal sygedage kan relateres til lænderygsmerter. Og det er hér jeg bliver skeptisk! Det vurderes, at kun ca. 5-15% af alle rygsmerter kan forklares af sygdom, skade eller infektion. Hertil kommer den gruppe af mennesker, der indgår i gruppen [arbejdsrelaterede smerter]. Den gruppe er aldrig beskrevet, men en forudsætning var jo, at de a) enten blev bedre, hvis de ikke arbejdede eller b) blev bedre hvis de tilpassede sig til arbejdet. Jeg vil vove pelsen og påstå, at denne gruppe får behandling i top-kvalitet i det danske sundhedsvæsen.

Man kan også have ondt på arbejde

Lad os vende blikket mod resten. Altså dem, der har ondt – også når de arbejder – men som oplever, at smerterne ikke forsvinder helt (og evt. bliver væk), når de har pause fra arbejdet, og dem hvor behandling for smerterne kun virker kortvarigt.

De passer ind i en anden kategori, som jeg vælger at kalde [Langvarige smerter]. Kendetegn for denne gruppe inkluderer smerter, der kan komme og gå (og variere i intensitet) uden et klart mønster. Det er også typisk, at mennesker i denne kategori føler sig dårligt eller utilstrækkeligt undersøgt, og at de bliver stigmatiseret af ignorante mennesker med eller uden en sundhedsfaglig uddannelse. Det er også dem, der har svært ved at passe ind i de social- og sundhedsfaglige systemer. Og fælles for dem er det, at de har deres smerter i større eller mindre grad, uanset om de er på arbejde eller ej.

Jeg siger IKKE, at hvis du har ondt, når du arbejder, så er det bare en oplevelse, som man må lære at leve med
Det er en kæmpemæssig fejl, at vi – de sundhedsfaglige – ikke er bedre til at forstå og støtte de [Langvarige smerter]. Det er, som om vi endnu ikke har forstået, at smerte gør noget ved mennesker, og at dette forstærkes, hvis smerterne er uforståelige, uforudsigelige og uforklarlige.

I modsætning til [Arbejdsrelaterede smerter] vil de [Langvarige smerter] typisk involverer personens selvopfattelse (fx rask vs syg) samt arbejdsrelationer og andre sociale relationer (fx forsøger vs udstødt) i større grad. De er med andre ord mere komplekse, hvilket er essensen i forskellen; nogle smerter kan vi let håndtere ved at ændre på få faktorer, som fx arbejdsstillinger eller muskelstyrke; andre smerter er påvirkelige af en lang række faktorer, og sandsynligvis spiller de sammen i et dynamisk mønster, der gør, at der fortsat går mange år, før vi har veludviklede metoder til at helbrede flere af denne type smerter.

Det er altså min påstand, at nogle mennesker har ondt, og at hvorfor-spørgsmålet er så komplekst at svare på, at det ikke giver mening at udpege arbejdet som (eneste) synder.

Og det her, det bliver interessant: Det er ikke usandsynligt, at de positive effekter af at være på arbejdsmarkedet overstiger de negative konsekvenser af at have smerter (forudsat at social- og sundhedsvæsenet formår at støtte [Langvarige smerter])!!

Et tanke-eksperiment

Forestil dig at begrebet arbejde erstattes af fysisk træning: Det kan sagtens gøre ondt at træne – det kan vi kalde [Træningsrelaterede smerter]. Nogle gange har vi trænet for meget eller for længe eller… Det er også [Træningsrelaterede smerter] såfremt, de går væk igen, når vi stopper med træningen, og at de forbliver væk, hvis vi fx laver øvelserne anderledes eller bygger dem langsomt op.

Forestil dig, at én du kender har kroniske uspecifikke smerter – altså smerter i mere end tre måneder og uden nogen bedre forklaring i form af fx en sygdom. Denne ven har lige så meget brug for at træne, som du har (fx 30 min om dagen hvis vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger), og det giver da også lidt ekstra på feel-good-kontoen, når I får slæbt jer afsted. Du får ondt af træningen; han har hele tiden ondt – også mens I træner.

Og så tilbage til virkeligheden: Forskellen på træning og arbejde er, at meget få af os gør træning til en levevej, en karriere eller en måde at forsørge familien på. Det er med andre ord frivilligt, om vi vil træne eller ej, mens arbejdet er en nødvendighed.

Smerte som job?

I et ideelt samfund vil det være muligt for de, der ikke kan arbejde uden at have smerte, at ‘slippe’. Måske ikke ‘slippe for at arbejde‘ – men ‘slippe for at blive set ned på‘ og ‘slippe for at blive misforstået‘. I denne ideelle Verden ville social- og sundhedsfaglige lytte til, støtte og vejlede [Langvarige smerter], så de havde mulighederne for at afprøve, hvordan de kan bidrage til samfundet på lige fod med alle andre.

I 2010 var lænderygsmerter årsagen til 6% af alle nytilkendte førtidspensioner. I den ideelle Verden var alle 880 personer, som dette tal dækker over, stolte af at bo i et land, hvor deres værd er så højt, at de bliver anerkendt for deres indsats for at bidrage til samfundet på den bedste måde, de kan. Og alle de andre, der bor i dette ideelle Land, har fået støtte i alle aspekter af deres komplekse [Langvarige smerter] eller [Arbejdsrelaterede smerter], så de også kan forblive en aktiv del af samfundet – og ikke mindst arbejdsmarkedet.

Utopia eller nytænkning?

Der er to fakta, som gør mig både utryg og fuld af håb på én gang. For det første så ser det ud til, at intet af dét vi gør i dag ændrer på statistikkerne for vores rygsmerter (der var ingen forskel i antallet af danskere med smerter og ubehag i ryggen fra 2010-13). Men for det andet, så har vi et stort potentiale for at tænke nyt. Jeg håber, at noget af den innovation, som Danmark er kendt for, kan finde vej ud i dette område også.

Der er nogle simple tiltag, som jeg mener kan være første skridt på vejen:

Bedre uddannelse af sundheds- og socialfaglige indenfor smerte ved at indføre curricula på alle uddannelser, der lever op til anbefalingerne – se mere her og her
Sæt krav om at indsatser (sundheds- og socialfaglige) skal have effekt, hvis den nuværende model for fx sygedagpenge skal anvendes; det nytter ikke at sygemelde en person “på grund af smerter”, hvis ikke smerterne kan forventes at gå væk! Det svarer til at sætte en holdspiller på bænken og lade som, om han får plads på holdet i næste kamp.
Udvikle nye tiltag der tager udgangspunkt i, at [Langvarige smerter] kan opnå mere ved at få det bedste fra at være ‘på holdet’; kolleger, status, bidragsyder, selvrespekt o.m.m.