Sprødt brød får bacon-is til at smage af bacon…

Første dag på NOI2012 havde mange highlights som er værd at referere, men især to foredragsholdere efterlod mange tanker. Den ene er professor Fiona Woods, som bl.a. talte om vigtigheden af at nedbryde faggrænser til fordel for bedre behandling af patienterne.

 

Det andet foredrag som gav “food for thought” var af professor Charles Spence fra Oxford – akademisk fader til molekulær grastronomi og samarbejdspartner med en lang række af Verdens bedste køkkenchefer inklusiv Heston Blumethal (The Fat Duck) og Ferran Adria (El Bulli).

Charles Spence´ forskningsområde er primært smagsoplevelsen, og han sammenlignede smerte med smag i det de begge er multi-sensoriske og at begge er nødvendige at studere med udgangspunkt i (patientens) oplevelse fremfor i unikke stimuli (nociception).

Der var en lang række spændende vinkler, der kunne få klinikkeren til at stille sig selv spørgsmålet “hvis din klinik var en restaurant – ville du så invitere din udkårne derhen?“

På en (gourmet) restaurant er det vigtigt, at fokusere på kundens oplevelse. For at optimere oplevelsen viser den eksperimentelle og praktiske forskning som Dr. Spence fremlagde, at alle sanser bør stimuleres – og gerne gentagne gange. Eksempelvis modtager man et brev med bekræftelse på bordbestillingen når man bestiller bord på The Fat Duck udenfor London. Brevet er diskret sprøjtet med en duftkilde – den samme duft som kunderne oplever når de ankommer til restauranten (sprøjtet på dørkarmen), og i de bolcher som kunden får med hjem bagefter… På den måde kan de forlænge oplevelsen for kunden – og dermed forhåbentligt gøre den bedre.

Oplevelsen på en restaurant præges af humør (derfor får nogle køkkenchefer deres kunder til at grine før de serverer maden), lyden (hvordan det lyder når man spiser maden eller får den serveret), hvilke farver maden har og hvilke forventninger farven giver kunden, den sensoriske oplevelse (hvordan maden føles på tungen), hvor meget kunden fokuserer på maden (f.eks. spise i mørke), navnet på retten og de associationer det giver dig – og selvfølgelig hvem du spiser maden med…

Efter at have hørt foredraget er det klart, at gode køkkenchefer er hverdagens tryllekunstnere, og at deres kunst er veldokumenteret. Spørgsmålet jeg sidder med er derfor “hvad kan vi lære af det“?

Over to flasker Jacob´s Creek mousserende vin (Reserva – selvfølgelig…) lykkedes det mig at få professor Spences mening om dette. De basale forskelle på en restaurant og en sundhedsvæsenet er, at sidstnævnte ofte har kontakt til patienten mange gange over en kortere periode. Sandsynligvis vil gentagne besøg i et stimulus-forbedret miljø medføre at patienten adaptere til stimuli over tid (hvis det er de samme stimuli). Med andre ord kan vi i sundhedssystemet ikke nøjes med at gøre et godt første-håndsindtryk – men det kunne måske være en god start?

Ville det være etisk acceptabelt hvis sygehuse og private leverandører til det offentlige sundhedsvæsen (f.eks. fysioterapi-klinikker) anvendte multisensoriske stimuli for at øge chancen for et tillidsfyldt forhold til patienten?

Hvis vi valgte at gå ned af denne vej, hvad kan vi så lære fra videnskaben og erfaringerne fra den kommercielle Verden? Her er et par ideer:

1. Pastelfarver i små mængder og evt. dufte af lavendel for at øge afslapning
2. Navne på diagnoser og terapiformer skal være “passende” i forhold til deres hensigt – f.eks. fysioterapi få mange til at tænke på massage. Fysioterapi uden massage vil derfor kræve en forklaring (eller et andet navn?)

3. “Indpakningen” – hvordan ville det virke på (de fleste) patienter hvis fysioterapeuter i praksis bar hvide kitler?
4. At tale med en dybere stemme giver større autoritet – vil det være en fordel?
5. Træningsudstyr, der er tungere (f.eks. et elastik) forekommer som værende af bedre kvalitet end et lettere – kan det smitte af på patientens oplevelse af klinikken/terapeuten?
6. Kultur gør en forskel – skal vi tilpasse vores stimuli (farver, temperatur, lyde…) afhængigt af vores patienter´s kulturelle baggrund?
7. Hvis patienten ikke kan fokusere på budskabet hos fysioterapeuten – så bliver effekten (oplevelsen) hos patienten mindre. Derfor kan teknikker til kommunikation, antropologiske og sociologiske teorier og ikke mindst terapeutens empati og erfaringer spille en enorm rolle.

Efter foredraget og flere samtaler med professor Spence sidder jeg tilbage med en stærk fornemmelse af, at vi kan lære rigtig meget af andre faggrupper hvis vi tør lytte og dele viden med dem. Og måske skal vi turde åbne vores fag for andre professioner når vi uddeler midler til forskning? Jeg tror, at eksperimentel psykologi, sociologi, antropologi, filosofi o

g mange andre humane og naturvidenskabelige videnskaber kan vise sig at være afgørende hvis terapi-fagene (fys/ergo/sygepleje) skal udvikle sig fra et biomekanisk paradigme til et patient-centrerede, selvstændige fag.

Uanset hvad, så husk, at dit næste besøg på NOMA er et fagligt studiebesøg – og se om du kan ændre din måde at forstå patienten på ved at forstå hvorfor NOMA er Verdens Bedste Restaurant igen og igen…