Bivirkninger kan øge effekten af smertestillende medicin, viser nyt studie, der således viser, at placebo-effekterne ikke kun opstår, når behandlingen opleves smertelindrende.
Et nyt studie fra Boston viser, at diclofenac (NSAID) i sig selv ikke øger smertetolerancen (eksperimentel varme). Men når det bliver kombineret med atropin (der ikke har kendte smertelindrende effekter, men medfører ‘bivirkning’ i form af tørhed i munden) bliver effekten signifikant. Eller med andre ord; NSAID’s smertelindrende effekt afhænger af, om man oplever/mærker, at den virker.
Direkte link: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28178072
I ovennævnte studie var det ‘bivirkninger’, der medførte ‘oplevet effekt’, men i et andet studie (fra Danmark) viste forskerne, at oplevet smertelindrende effekt kan have en ‘dobbelt-op’ effekt – altså hvis behandlingen medfører smertelindring, kan forventningerne til, at man modtager ‘rigtig’ (fremfor ‘placebo’) behandling øge smertelindringen yderligere (læs indlæg om dette studie her).
Den italienskfødte forsker Luana Colloca har i PAIN Reports bidraget med to nylige artikler om de ukendte effekter ved medicin. Hun konkluderer bl.a., at den smertelindrende effekt, der opleves ved brug af medicin, til dels kan forståes som en læringseffekt. Altså, at medicin, der har virket godt de første gange, også virker smertelindrende, når man erstatter fx hver tredje dosis med uvirksomme kalktabelletter.
Hvad betyder det?
Samlet set tegner der sig et billede af, at der er statistisk sandsynlighed for, at vores tanker (måske især forventninger) spiller en rolle i smertebehandlingen. Det er også sandsynligt, at måden, hvorpå nogle ‘placebo-faktorer’ virker, er ved at give kropslige oplevelser, der ‘beviser’, at man reelt har fået en aktiv behandling.
Bemærk, at jeg taler om statistik: Det gælder altså ikke nødvendigvis alle mennesker, og effekterne er ganske små. Faktisk er effekterne i studiet fra Boston så små, at de sandsynligvis ikke vil være klinisk mærkbare. Men på et forskningsmæssigt plan er det yderst interessant.
Har det kliniske konsekvenser for non-farmakologiske behandlinger?
Hvis vi leger med tanken og forestiller os, hvad ovenstående potentielt kunne betyde i den non-farmakologiske behandling, så tænk på en patient, der kommer til fysioterapeut og ønsker smertelindring, og fysioterapeuten anbefaler øvelser. Hvis ovenstående skulle guide behandlingen ville det være afgørende, at patienten OPLEVER, at øvelserne GØR NOGET ved hende. Det kan være, at hun kan mærke udtrætning, kontrollérbar forværring af smerterne, nye smerter, manglende styring/stabilitet ud fra nogle subjektive kriterier som fx at se sig selv i spejlet, mens hun udfører øvelserne etc.
Uanset om studierne har klinisk værdi eller ej, så er det vigtigt, at patienter er klar over, om de doserer (og udfører) behandlingen korrekt. Det nye kan være, at der skal tillægges større vægt på, om patienterne kan mærke, at de har taget/modtaget/udført behandlingen.
Det andet scenarie kan være, at fysioterapeuten ikke sikrer, at patienten reelt kan mærke, om/når hun har udført øvelserne. Derfor vil patienten – uanset om hun udfører dem eller ej – have en dårligere chance for at fortolke de oplevede effekter (de samme som ovenfor) som ‘gode’ (altså tegn på ‘at det virker’) eller ‘dårlige’ (tegn på, at hun gør noget forkert). I dét tilfælde kan man forestille sig, at usikkerhed vil medføre ingen (eller måske negativ) smertepåvirkning, hvor det første eksempel kunne gøre det modsatte.
Tænkte eksempler, der illustrere bivirkninger:Akupunktur: Mærkede patienterne nålene?Træning: Mærker patienten udtrætning, mild ømhed, ‘fylde’ i musklerne etc.?Kognitiv terapi og undervisning: Giver forklaringsmodellerne (og metaforerne) mening for patienten, så hun kan se/opleve smerterne på en ny måde?Manuel terapi: Fandt hænderne ‘lige den smerte, jeg kender’?Stabilitetstræning: Kan patienten definere ‘rigtig’ fra ‘forkert’ og mærke forskel (fx på hvordan det føles at udføre øvelsen)?
Du kan læse mere her:
You must log in to post a comment.