Der er stigende fokus på den positive rolle fysisk aktivitet spiller for vores helbred. Den offentlige debat sætter til tider fokus på et kausalt forhold mellem de to hvilket dog ikke er tilstrækkeligt belyst videnskabeligt. I dette indlæg stiller jeg skarpt på de sociale effekter som motion kan have, og som muligvis kan anvendes i behandlingen af langvarige smerter.
Hvis aktivitet er svaret på en lang række livsstilssygdomme er det oplagt at foretage tankeeksperimentet “hvis motion kom i pilleform ville du så tage det?”. Underforstået, at pillen skulle indeholde den ‘aktive komponent’ i fysisk aktivitet. Men hvad er den aktive komponent egentligt?
Mennesker med langvarige smerter har generelt set gavn af at være aktive (inkl. fysisk træning), og en del af forklaringen herpå skal bestemt findes i den generelle effekt som motion/bevægelse har på vores fysiologi. Og det er netop med udgangspunkt i det kontraktile vævs fysiologiske egenskaber at forskning i motion typisk tager sit udspring (se f.eks. Pedersen 2011).
Jeg mener, at vi – i tillæg til ovenstående – bør se mere nuanceret på motion og bl.a. have fokus på den rolle social interaktion og mental velvære spiller i smertebehandlingen. Hvad enten det er en løbetur i skoven, fodbold i haven, spinning til fitness, square dance eller telemedicin finder der social læring sted i enhver form for motion.
Her er nogle eksempler på mulige mentale og sociale effekter, der kan inddrages i behandlingen:
* Fællesskab og tilhørsforhold (især holdtræning, men det må formodes også at spille en rolle ved individuel træning i fællesskab)
* God samvittighed over at tilhøre den ‘sunde klub’
* Stort eller voksende socialt netværk som understøtter, motiverer og fastholder den levestil vi mener er ‘rigtig’
* Forandringer (saliance) i hverdagen som stimulerer til neural vækst
* Social interaktion gennem berøring, duft (lugt?), lyde og synet af/fra andre mennesker kan stimulere sociale kompetencer som f.eks. empati
* Erfare/opdatere fysiske grænser gennem sensomotorisk integration og tilpasning i kontakten med andre mennesker
I praksis kan det være svært for mennesker med langvarige og/eller invaliderende smerter at være aktive. Måske kan fokus på sociale aspekter – som f.eks. deltagelse i holdtræning fra sidelinjen – have værdifuld og fysiologisk positiv påvirkning på smerterne?
Jeg indrømmer, at det er svært at forestille sig, at vi kan måle en varig effekt af en ‘sociologisk behandling’ bestående af at se andre bevæge sig… Men som alternativ til social isolation (eller skal jeg kalde det social inaktivitet) tror jeg, at vi kan lære at bruge sociale relationer mere aktivt i vores øvrige behandling.
Hvorfor gøre sig umagen at overveje dette, spørger du måske? Det er klart, at en medicinsk løsning på ovenstående er ikke nært forestående. Kompleksiteten i den humane biologi er stadig langt fra forstået og viden om vores bevidsthed er kun filosofisk/teoretisk funderet. At forestille sig en kontrolleret påvirkning af et individ med en masseproduceret tabellet forekommer mig absurd i denne forbindelse idet effekterne af motion er så mange.
Mekanismen bag smertelindring ved motion kan delvist forklares med det descenderende inhiberende system. Og det er muligt, at social aktivitet kan ‘booste’ effekten af dette system gennem facilitering af anti-nociceptive mekanismer. Eller sagt på en anden måde: Ved at anskue den smertelindrende effekt af motion som en akkumuleret effekt af fysisk bevægelse, social interaktion og mentalt overskud, kan behandlingen blive langt mere individuel.
Som Prof Barres sagde under et foredrag til FFI/DIMS Årsmøde 2013 (frit citeret), er der måske en modvilje blandt aktive mod at give en let løsning (red: en pille) til sofa kartoflen. Men der er patienter, der ikke kan bevæge sig (depressive, tetraplegi, ekstremt fede) – kunne en pille være relevant for dem?”.
Jeg fristes til at omformulere hans betragtning, og spørge: “Hvis vi betragter folk, der ikke allerede motionerer med en biopsychosocial model (Engel, 1980), vil vi så kunne tilrettelægge vores træning med større effekt?”
Referencer
Pedersen, B. K. (2011). Muscles and their myokines. The Journal of Experimental Biology, 214(Pt 2), 337–346.
Engel, G. (1980). The clinical application of the biopsychosocial model. American Journal of Psychiatry.
er det så behandlingen på reflexdystrosofi?
Der findes intet enkelt svar (eller ‘rigtig’ behandling) til CRPS i dag i det vi ikke kender mekanismerne bag syndromet. Det er en specialopgave, der kræver grundig udredning og en tværfaglige indsats.
Hvordan ville du behandle det?
CRPS behandling. Det ved jeg ikke rigtig. Min datter fik opfyldt alle de sociale og mentale effekter der ridses op ovenfor i sit tidligere fysiske aktive liv, men er alligevel endt ud med CRPS. Den bedste behandling har indtil videre været musik, gode sjove interessante fortagsomheder og baldrian at sove på. Det er ikke noget der tager smerterne, men det flytter fokus.
Hej Lone,
CRPS er et videnskabeligt mysterie og en pinsel for mange patienter og deres pårørende. Indtil nu er der ingen universelle teorier, der kan forklare hvorfor ‘man’ udvikler CRPS og hvad er værre; der er heller ingen viden om hvad vi kan gøre for at helbrede det.
CRPS behandles i dag på specialiserede enheder af flere forskellige faggrupper (f.eks. læger, ergoterapeuter, psykologer, sygeplejersker og fysioterapeuter).
Jeg håber, at I allerede er i et forløb hos én af disse specialenheder. Hvis ikke skal I sørge for at skabe kontakt via din datter’s praktiserende læge snarest muligt.
Jeg ønsker din datter bedring og takker for dine kommentarer.
Mvh
Morten