Forklár smerterne til patienten!

Det gør i udgangspunktet ondt når vi ødelægger væv (’får en skade’), men som regel stopper smerterne når sensibiliseringen lægger sig. Men hos nogle mennesker fortsætter smerter efter vævshelingen er afsluttet. Dermed ændrer smerten karaktér og kan ofte betegnes som ’langvarig’ eller ’kronisk’. Mens nogle lærer at ’leve med smerten’ bliver andre opslugt af jagten på helbredelse eller fortabt i afmagt og frustration.

Det er en udbredt misforståelse, at smerte skyldes vævsskade. Dette kan være en af årsagerne til, at mange oplever, at smerterne ikke giver mening! Der hviler derfor en udfordring på alle sundhedsprofessionelle i at hjælpe patienterne til at forstå deres situation, for her igennem at reducere den lidelse som langvarige smerter ofte medfører (Main et al. 2010).

At overbevise en patient om at smerterne de oplever er reelle, men ikke betinget af en skade, kan være lidt af en udfordring. Professor Moseley fra Australien mener, at patienter kan have gavn af at forstå biologien bag deres oplevelser (Moseley el al. 2004), og at denne viden kan hjælpe patienterne til at lære at leve på trods af smerterne (Linton et al. 2011). Endvidere viser forskning i kommunikationen mellem patienter og sundhedsfaglige, at god kommunikation ikke blot øger forståelse mellem parterne, men at det kan aflæses direkte i resultatet for behandlingen (Maguire et al. 2002, Levinson et al. 1997).

Hvorfor har man ondt?

Patienter med langvarige smerter søger ofte en forklaring på, hvorfor de har ondt. Nogle patienter forstår deres smerte som følger af en skade (f.eks. post-operative smerter), resultatet af en sygdom (f.eks. cancer) eller som et syndrom (f.eks. fibromyalgi). Andre finder en mening i forklaringsmodeller fra komplementær medicin eller religion. Men fælles for patienter med kroniske smerter lader til at være, at de har brug for en forklaring.

De seneste tyve år har videnskaben taget kvantespring i forståelsen af, hvad smerte er. Og selvom vi stadig ikke er i stand til at helbrede kroniske smertetilstande, er vi kommet langt i forståelsen af en lang række klinisk relevante mekanismer, der kan forklare nogle af de (atypisk) symptomer patienter med langvarige smerter oplever.

For de patienter hvor smerten ikke har nogen patologisk årsag, er det ikke muligt at forklare, hvorfor de har ondt. Men det hjælper ofte patienterne at forstå, hvad smerten ikke er. For patienter med smerter lader det til, at følgende fire punkter kan have indflydelse på, hvordan de lever med smerten (Moseley 2007):

1. Smerte måler ikke vævsskade
2. Smerte påvirkes af en lang række biopsykosociale faktorer
3. Forholdet mellem smerte og vævenes tilstand bliver mindre forudsigeligt, desto længere smerten har stået på
4. Smerte kan ses som bevidsthedens reaktion, når hjernen konkluderer, at kroppen er i fare

Patientuddannelse i smertevidenskab?

Sundhedsprofessionelle har tendens til at undervurdere patienternes evne til at forstå neurobiologi. Men både empirisk og systemisk indsamlet data beviser, at patienterne relativt let kan forstå kompleks smertefysiologi, så længe det forekommer relevant for den enkelt patient (Moseley 2003).

Formålet med at bruge tid på at lære patienten om neurobiologiske principper er at give dem viden til forstå deres symptomer, og dermed reducere smertens betydning for patientens oplevede livskvalitet. De tre principper, der oftest indgår i undervisningen er ofte baseret på Woolf’s kategorisering fra Textbook of Pain (1996, Wall/Melzack):

1. Perifær sensibilisering (forklaring på primær hyperalgesi)
2. Central sensibiliering (forklaring på sekundær hyperalgesi inkl. allodyni), og
3. Descenderende inhibering og facilitering (forklaring på placebo, nocebo og kognitive teknikker)

Det lader til, at det er essentielt, at undervisningen inddrager den enkelte patients egne oplevelser, og at der anvendes relevante fagudtryk. Selve formen hvori undervisningen tilrettelægges lader til at være af mindre betydning. Et enkelt studie har vist, at effekten af individuel behandling overfor holdundervisning kun er marginalt forskelligt – og at holdtræning derfor er et foretrække af økonomiske hensyn (Moseley 2003). Dog bør undervisning – i det mindste omkring smerte – ikke udelukkende ske i form af skriftligt materiale (van Ittersum et al. 2010).

Et område, der får stigende opmærksomhed, er den enkelte sundhedsprofessionelles egen opfattelse af smerte. Det lader til, at det spiller en afgørende rolle for vores kommunikation med patienterne (Allegretti et al. 2010). Den biomedicinsk model (apparatfejlsmodellen), som bl.a. har fostret den klassisk rygskole med undervisning i rygpatologi og ergonomi, har vist sig at øge patienternes frygt for bevægelse, hvor imod undervisning i smerteforståelse på baggrund af neurobiologi har positiv effekt på disse parametre (Domenech et al. 2011, Ryan et al. 2009, Moseley 2004).

Undervisningen giver patienterne to væsentlige redskaber, der skal hjælpe dem til at blive ansvarlige for deres smerte: Et sprog, der kan hjælpe dem i kommunikationen med os (de professionelle), og en mulighed for at forstå hvordan de kan opleve smerter uden at være skadet.

Konklusion

Kommunikation om og undervisning i smertevidenskab rummer potentiale til at hjælpe patienter med langvarige smerter. Viden om hvorfor de oplever smerte uden at have en vævsbaseret årsag kan flytte patienten fra en følelse af afmagt til øget livskvalitet. Undervisningen kan foretages på hold eller individuelt, men bør være tilpasset den enkeltes oplevelser og symptomer.

_______________________________________________

Du kan få mere inspiration og viden om emnet her:

Gratis undervisningsmaterialer: Se her

Kurser: Grundkursus i Smertevidenskab  /  Smerteskole Instruktør-kursus  /  Smertefysiologi & Neurofysiologi 

Blogindlæg: Patienternes oplevelse af smerteskole  /  At kunne forklare smerte  /  Smerte og vævsskade  /  Placebo  /  Sensibilisering